For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

fra Värend, at »Bolvätten« bor under jorden, mest i
arnens nærhed, og når ilden pludselig efter at være
fæstet blusser op, er det Vætten, der blæser på den. Fra
Ålandsøerne og Finland kaldes Tomten »den huslige
arnes genius«, og arnen Tomtens helligdom (Faye XXII
anm. Wigstr. I. 225, Sv. L. VIII 137.450, Cavallius. I.
271).
Jeg tænker mig, at Husvætten hos agerdyrkende
folk er flyttet bort fra arnen og ud i husets stald og
ladebygning, hvorfra hjemmets velstand udgår, og så
er hans personlighed omdannet i henhold dertil. Lille
er han, nærmest i störrelse tjenestedrengen, hans
omgang er tjenestefolkene, og hans væsen får præg af
de forhold, hvorunder han lever. Den alvorlige,
fornemme romerske Lar, fornemme adelsslægters
guddom er sunket ned til at blive staldkarles og
tjenestepigers hjælper, og får nu ganske vist skyld for
hjemmets trivsel og lykke, men også ligesåfuldt for
småfortræd inden döre og tab. Det er fra hans side
drillerier eller straf for forsömmelser imod ham.
Det er vel fremdeles indlysende, at her i Norden,
hvor Kristendom har rådet op imod tusend år, kan man
hverken træffe kendelige gamle gudeskikkelser eller
klar udtrykt folketro på slige. Det højeste, vi kan
vente, er mere eller mindre utydelige spor af, hvad der
har været.
Jeg vil dertil henføre troen på, at han bringer
lykke til det hjem, hvor han fæster bo, og i forbindelse
dermed offeret, der bringes, fløde, mælk, grød med
stort smörhul. Det lader jo ellers til, at han er en mand,
der kan betale for sig, f. Ex. hvor han har vredet halsen
i stykker på en ko, og det er ikke blot til ham, at et
offer bringes, men til en hel række andre Vætter her i
Norden: Dværge, Bjærgfolk, Höjfolk, Skovfruer,
Huldrer, Nøkker, til Søfrue, Sørå, Åmand, Fossegrimer,
Gloso, Asgårdsreia, alle som hører ind under fortids
såkaldte sjæletro og står i forbindelse med de dødes
endeløse sjæletal i den store os omgivende natur. Men
det er atter et træk, der hører sjæletroen til, at de
levende skal sørge for de dødes liv, må jeg vel sige,
bringe dem mad og drikke, og hvad de ellers behøver,
men kan så til gengæld stole på, at de døde bringer de
levende lykke, — når de får deres ret; men også bliver
de levendes plageånder, om hensynet til dem
forsömmes. Ja, Vætter bringer ikke blot lykke, men de
værger også for de levende, som bringer dem offer.
Hvad Nissen angår, regner jeg dærtil sagnene om
»Godbonden«, som da gårdmanden havde røvet hornet
fra Huldrefolket og vel var sluppet hjem, hørte stor
larm udenfor på tunet. Tilslut blev der stilt, og så
trådte en gammel liden mand med hvidt skæg og rød
toplue ind, slog i bordpladen med en jærnstang, han
bar i hånden, så alt dansede på gulvet, og tog så
tilorde, sint som han var: »du er galen, ofte hjalp jeg
dig ud. Nu var Huldrefolket her, og havde jeg ikke
taget imod dem, havde ikke mange ribben været hele i
siderne på dig. Jeg jog dem af gårde, og nu må det