22.07.2013 Views

For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

skålen, er til Nissen, og <strong>det</strong> der er i koppen, er til<br />

katten«. Det hjalp, og nu fik hver sit (Kr., Folkeminder<br />

VIII, 52.96 (Silkeborgegnen)) Det er også blevet ordnet på<br />

den måde, at katten fik sin nadver lille–juleaften og<br />

Nissen sin store–juleaften (Kr., Almuel. IV, 98.300<br />

(Randers)).<br />

Men nu kan der jo ske uheld. I travlheden kan<br />

Lille Niels glemmes; pigen kan more sig med at skjule<br />

smörret <strong>for</strong> ham, eller grøden kan være så varm, at <strong>det</strong><br />

smelter og samler sig ved bunden, og Niels er ingen<br />

tålmodig mand, men er rap til selv at tage sig til rette,<br />

og så går <strong>det</strong> ud over husbondens kvæg.<br />

Herom kan <strong>for</strong>tælles:<br />

I <strong>det</strong> vestre sted i Vollerup, Emb sogn, var der <strong>for</strong><br />

mange år <strong>siden</strong> en gårdbo, som havde to røde køer at<br />

passe. De var også godt i stand og gav noget i spanden,<br />

men han vilde også have sin sødgrød med en stor klat<br />

smör i til sin nadver hver aften. Så træffer <strong>det</strong> sig en<br />

gang, at pigen havde fået i sinde at drille ham og så<br />

prikkede hun smörret så nederlig i grøden, at han ikke<br />

kunde finde <strong>det</strong>, og Niels blev bister, fór ud i stalden<br />

og drejede halsen om på en af de røde køer. Så gik han<br />

ind igen og gav sig i lag med resten af grøden og fandt<br />

jo smörret på bunden af fa<strong>det</strong>. Nu <strong>for</strong>trød han jo, hvad<br />

han havde gjort, og vidste knap, hvordan han skulde<br />

göre <strong>det</strong> godt igen. Men kloge er jo Nisserne, og denne<br />

var heller ikke rådvild. Han vidste, at der stod en rød<br />

ko ovre i Børglum, akkurat ligesom den døde, og hen<br />

på natten tog han den døde ko på nakken og slæbte den<br />

over Skrolleshede til Børglum by, lagde den i båsen og<br />

trak den levende til Vollerup, og intet af stederne<br />

mærkede de byttet. Mange aftener efter sad han og<br />

vippede på loftslugen og sagde:<br />

»å hå, mi ryg,<br />

Skrålles hie wa lång,<br />

å den rø' kow wa tång,<br />

å hå, mi ryg!«<br />

(Grönborg 126.14, Kr., Sagn II, 88.183. 186, Gl.<br />

d. M. I, 142.171).<br />

Siden den tid har man talemåden: »er koen stor,<br />

som heden er lang, er den god« (Kr., Danske Sagn II,<br />

95.207).<br />

Sagnet findes udbredt i vide kredse og i mange<br />

stedfæstede varianter. Et an<strong>det</strong> lyder på, at pigen<br />

havde glemt Nissens mad, og da konen bitterlig<br />

beklagede sig over, at han havde dræbt en af de bedste<br />

køer, sagde han:<br />

»A ka hent' jæn fræ Mos å jæn fræ Thøj,<br />

men så mo do et glæmm', hwa do låwet mæ å fløj !«<br />

(Kr., Sagn II, 92.196. (Horsens)).<br />

En variant lyder:<br />

»Do mo hwærken grynt' heller gry,<br />

a hår hent den jænn i Mås å den åen i Thy.«

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!