For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

skålen, er til Nissen, og det der er i koppen, er til
katten«. Det hjalp, og nu fik hver sit (Kr., Folkeminder
VIII, 52.96 (Silkeborgegnen)) Det er også blevet ordnet på
den måde, at katten fik sin nadver lille–juleaften og
Nissen sin store–juleaften (Kr., Almuel. IV, 98.300
(Randers)).
Men nu kan der jo ske uheld. I travlheden kan
Lille Niels glemmes; pigen kan more sig med at skjule
smörret for ham, eller grøden kan være så varm, at det
smelter og samler sig ved bunden, og Niels er ingen
tålmodig mand, men er rap til selv at tage sig til rette,
og så går det ud over husbondens kvæg.
Herom kan fortælles:
I det vestre sted i Vollerup, Emb sogn, var der for
mange år siden en gårdbo, som havde to røde køer at
passe. De var også godt i stand og gav noget i spanden,
men han vilde også have sin sødgrød med en stor klat
smör i til sin nadver hver aften. Så træffer det sig en
gang, at pigen havde fået i sinde at drille ham og så
prikkede hun smörret så nederlig i grøden, at han ikke
kunde finde det, og Niels blev bister, fór ud i stalden
og drejede halsen om på en af de røde køer. Så gik han
ind igen og gav sig i lag med resten af grøden og fandt
jo smörret på bunden af fadet. Nu fortrød han jo, hvad
han havde gjort, og vidste knap, hvordan han skulde
göre det godt igen. Men kloge er jo Nisserne, og denne
var heller ikke rådvild. Han vidste, at der stod en rød
ko ovre i Børglum, akkurat ligesom den døde, og hen
på natten tog han den døde ko på nakken og slæbte den
over Skrolleshede til Børglum by, lagde den i båsen og
trak den levende til Vollerup, og intet af stederne
mærkede de byttet. Mange aftener efter sad han og
vippede på loftslugen og sagde:
»å hå, mi ryg,
Skrålles hie wa lång,
å den rø' kow wa tång,
å hå, mi ryg!«
(Grönborg 126.14, Kr., Sagn II, 88.183. 186, Gl.
d. M. I, 142.171).
Siden den tid har man talemåden: »er koen stor,
som heden er lang, er den god« (Kr., Danske Sagn II,
95.207).
Sagnet findes udbredt i vide kredse og i mange
stedfæstede varianter. Et andet lyder på, at pigen
havde glemt Nissens mad, og da konen bitterlig
beklagede sig over, at han havde dræbt en af de bedste
køer, sagde han:
»A ka hent' jæn fræ Mos å jæn fræ Thøj,
men så mo do et glæmm', hwa do låwet mæ å fløj !«
(Kr., Sagn II, 92.196. (Horsens)).
En variant lyder:
»Do mo hwærken grynt' heller gry,
a hår hent den jænn i Mås å den åen i Thy.«