For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.
For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.
For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
skålen, er til Nissen, og <strong>det</strong> der er i koppen, er til<br />
katten«. Det hjalp, og nu fik hver sit (Kr., Folkeminder<br />
VIII, 52.96 (Silkeborgegnen)) Det er også blevet ordnet på<br />
den måde, at katten fik sin nadver lille–juleaften og<br />
Nissen sin store–juleaften (Kr., Almuel. IV, 98.300<br />
(Randers)).<br />
Men nu kan der jo ske uheld. I travlheden kan<br />
Lille Niels glemmes; pigen kan more sig med at skjule<br />
smörret <strong>for</strong> ham, eller grøden kan være så varm, at <strong>det</strong><br />
smelter og samler sig ved bunden, og Niels er ingen<br />
tålmodig mand, men er rap til selv at tage sig til rette,<br />
og så går <strong>det</strong> ud over husbondens kvæg.<br />
Herom kan <strong>for</strong>tælles:<br />
I <strong>det</strong> vestre sted i Vollerup, Emb sogn, var der <strong>for</strong><br />
mange år <strong>siden</strong> en gårdbo, som havde to røde køer at<br />
passe. De var også godt i stand og gav noget i spanden,<br />
men han vilde også have sin sødgrød med en stor klat<br />
smör i til sin nadver hver aften. Så træffer <strong>det</strong> sig en<br />
gang, at pigen havde fået i sinde at drille ham og så<br />
prikkede hun smörret så nederlig i grøden, at han ikke<br />
kunde finde <strong>det</strong>, og Niels blev bister, fór ud i stalden<br />
og drejede halsen om på en af de røde køer. Så gik han<br />
ind igen og gav sig i lag med resten af grøden og fandt<br />
jo smörret på bunden af fa<strong>det</strong>. Nu <strong>for</strong>trød han jo, hvad<br />
han havde gjort, og vidste knap, hvordan han skulde<br />
göre <strong>det</strong> godt igen. Men kloge er jo Nisserne, og denne<br />
var heller ikke rådvild. Han vidste, at der stod en rød<br />
ko ovre i Børglum, akkurat ligesom den døde, og hen<br />
på natten tog han den døde ko på nakken og slæbte den<br />
over Skrolleshede til Børglum by, lagde den i båsen og<br />
trak den levende til Vollerup, og intet af stederne<br />
mærkede de byttet. Mange aftener efter sad han og<br />
vippede på loftslugen og sagde:<br />
»å hå, mi ryg,<br />
Skrålles hie wa lång,<br />
å den rø' kow wa tång,<br />
å hå, mi ryg!«<br />
(Grönborg 126.14, Kr., Sagn II, 88.183. 186, Gl.<br />
d. M. I, 142.171).<br />
Siden den tid har man talemåden: »er koen stor,<br />
som heden er lang, er den god« (Kr., Danske Sagn II,<br />
95.207).<br />
Sagnet findes udbredt i vide kredse og i mange<br />
stedfæstede varianter. Et an<strong>det</strong> lyder på, at pigen<br />
havde glemt Nissens mad, og da konen bitterlig<br />
beklagede sig over, at han havde dræbt en af de bedste<br />
køer, sagde han:<br />
»A ka hent' jæn fræ Mos å jæn fræ Thøj,<br />
men så mo do et glæmm', hwa do låwet mæ å fløj !«<br />
(Kr., Sagn II, 92.196. (Horsens)).<br />
En variant lyder:<br />
»Do mo hwærken grynt' heller gry,<br />
a hår hent den jænn i Mås å den åen i Thy.«