For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

til køerne. Så havde han en dag fået fat på en rigtig
stor »ville« (favnfuld) hø til køerne; men den blev ham
for tung, og han var ved at kaste den på gulvet, da Nis
på engang sprang ud af hans arme og opslog en vældig
skoggerlatter (J. Kamp 25 (Thimgd.)). Men også karle,
som Nis ikke kunde lide, fik hans uvillie at føle, en
blev smidt på hovedet ned fra stænget, da han vilde
kaste hø ned, en anden var på et hængende hår nær
blevet slået ihjel af en faldende lem. Synes han, karlen
kaster formeget hø ned, kaster Nis ligeså rask det
overflødige tilbage, og det kan ske, når røgteren
hælder af sin skovl hakkelse i hestens krybbe, at Nis
blæser det hele tilbage om ørerne på ham, eller at
karlene, der i mørke går op på stænget, ej kan finde
ned igen (Kr., Sagn II, 80.152, 151. 153, 104, 159, jfr. Wigstr. I,
199, puffer bonde ned af høloft, fra vinden, hvor Nis syr
sække, Nyland IV, 119; spredte den skårne hakkelse til alle
sider, Veckenst. Zeitschr. f. Volkskunde I, 75.3 (Sachsen)).
Ved en lejlighed var Nis utilfreds med, at hesten
skulde spændes for til en hovrejse. Han skjulte den
oveni rugladen, og bonden måtte låne sig frem (Kr.,
Sagn II, 81.155, jfr. 52.43, hingst sat på husmönning).
Nu og da fortælles, at Nis rider på hestene,
mishandler kvæg, om det da ikke er »Marens« rolle han
har fået (Kr., Sagn II, 81.156, 157, 160). Bonden mener ikke,
at han behøver at køre af sporet for en slig lille person
som Nis, men på engang er den ene hest flyttet over
stjærten til den anden, og vognen står der. Det var
forsåvidt heldig sluppet. Da den norske bonde en
vinteraften mødte Nis på landevejen og i en myndig
tone befalede ham at gå af vejen, blev han kylet tværs
over gærdet og langt hen i sneen (Kr., Sagn II, 80.154,
jfr. Faye 43, Storaker 32).
Han ynder ganske vist löjer: trækker om natten
dynen af karlens seng (Kr., Sagn II, 82.160, jfr.
Müllenhoff 318, Ceresole 40, Trad. pop. II, 78 (Engl.), jfr.
Vernaleken Mythen 236, slæber håndværksmand af seng,
Sydow, Folkminnen og Folkstankar I, 84), sværter
ansigterne på pigerne, der skal til gilde, uden at de
mærker det (Thiele II, 268). Han morer sig med at få
karl eller pige til at trække begge strömper på én fod,
bringe det tunge sennepslod til at falde på gulvet,
fylde håndkværnen med gamle tøfler og træsko, og da
pigerne skal rydde den, hopper tøfler og træsko op
igen og basker bonden om ørerne, han forstyrrer bægt,
blander korn sammen, trækker brudgom af seng og
spiser folkenes grød (Kr., Sagn II, 66.99, 101, Gl. d. M. II,
82 flg. (Falsler)).
Fuldstændig i overensstemmelse hermed er, hvad
der fortælles fra Norge, at han slipper køer løse, kyser
budeien, blæser lyset ud, holder høet fast og giver
pludselig slip, så pigen falder baglængs om, og at han
kniber katten i halen, så den vræl er i vilden sky. Det
kan også ske, at han trækkes med bonden i stalden om
møggreben og gammelfa'r stiller trætten og gir Nis ret,
eller at gutten og Nis smider snavs efter hinanden
(Faye 42 flg., Wigstr. I, 199; Storaker 31.33, 32).