For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

hos Aminson Sødermanland VI. 108 og i et sagn om
berggubben Vrål, der bærer 24 plovskær, Dybeck, Runa
VI. 36, samt Bondesons Historiegubbar på Dal 90. Dette
kan sammenlignes med, at Vætten lærer at gemme,
hvad han ikke kan spise i dag, til den dag i morgen, se
Rääf Ytre häred 53, Wigstr. Sv. Landsm. VIII, 105.331.
Hertil slutter sig et nyt træk. Det volder besvær at
slæbe med de store byrder, og derfor er det rimeligt, at
den lille Niels puster under den store byrde, men
byrdens störrelse opdages ikke, derimod hører man den
lille stönne under den store vægt af et halmstrå eller
aks, hvad der atter fremkalder spøg, latter, hån fra
bonden der ser det, og dermed det næste, at Niels
bliver vred og gaar sin vej.
De svenske fortællinger forekommer mig de
klareste.
Bonden undrer sig over, at der er så megen
dröjhed i hans sæd, at tærskningen ingen ende får. Han
skjuler sig da for at udfinde, hvorledes dette hænger
sammen, og ser mange tomter komme slæbende, hver
med sit lille rugneg, som de alle kastede ind i hans
lade. Blandt dem fandtes en ganske lille en, der kun
havde et halmstrå på skulderen, og som pustede
stærkt, da han lagde det. Bonden udbrød: »Inte tränger
du om at pusta så mycket, din börda är inte stor!« Men
så svarede en af tomterne: »hans byrde er efter hans
kræfter, han er kun nattegammel. Du skal herefter få
mindre«. Efter den tid drog mangel og fattigdom ind i
bondegården (Rääf, Ytreh. I, 72, jfr. Afzelius, Sagoh. II,
190; Hofberg 107; Jonsson, Möre, Sv. L. II, 5, s. 16; Åberg,
Hyland II. 6.10).
Hermed sammenstiller jeg et sagn fra Småland. En
bonde kom en dag ud i sin lade og så en lille tomte
pustende og stønnende slæbe et par halmstrå til huset.
Han lo og sagde: »det er kun lidet, du puster over, og
det gør hverken fra eller til!« »Gör det ikke t i l , skal
du få at se, at det gör fra, og hermed kastede han sin
byrde. Fra den dag rakte foderet aldrig mere, køer og
heste blev magre og usle (Wigstr., Sv. L. VIII, 139.455,
jfr. nr. 454 (Öland); Eneström, Finvedboerne 108 ; Sande,
Sogn II, 201).
Hertil slutter sig et dansk sagn, vistnok fra
Mellemslesvig. Der var i en gård en Nispuge, som man
tit kunde se i gavlhullet. En aften kom han slæbende
med ti bygvipper, pustende og stönnende som under
den sværeste byrde. Manden som så det, lo ad ham og
sagde: »det er nok en svær byrde, du dær har!« »Havde
du lukket din mund, havde du haft ti tønder byg mere i
din lade i morgen« (Kr., Sagn II, 52.45, jfr. Thiele II, 268,
gårdbonisse slæber bestandig mindre byrde og puster dog
lige stærkt. (Hæsum, Ø. Hornum s.), jfr. Lyncker, Hess.
Sagen 54.86: »det kunde du have lov at tænke, men du måtte
ikke sige det«).
Medens dette træk altså efter de optegnede
danske sagn at dömme, kun har haft få steder
hjemstavn i Danmark, kan en række nordtyske
varianter nævnes. En bonde havde en »Hollemännchen«
(ɔ: Hente–mand), som var meget flittig i sin tjeneste,