For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Auning, Über den lett. Drachenmythuss.55). Om dette er
et lævn fra en mere almindelig skik, kan jeg ikke
oplyse, kun såmeget kan siges, at pengelönnen til
tyende i middelalderen har været overmåde lille,
vederlaget for tjeneste bestod væsentlig i klæder eller
töj til klæder. Der kan oplyses, at husbonden til
livegne kun gav kost og klæder. Det antages at frie
tjenere har fået en årlig lön, sagtens en frivillig gave
ved udtrædelse eller indtrædelse i tjenesten, omtrent
således som lensherren gav vasaller. Tjenestefolk fik
kosten, nogle skillinger, en skjorte, en daglig dragt
(ein schlechtes Kleid), og der er en fortælling om en
pige, der ikke vil flygte med sin elsker, thi så mister
hun sin lön, en særk (Grimm, Rechtsaltertümer 354, sml.
Hertug Håkon Magnussons retterbod om arbejdstakster for
Oplandene 9/2 1291: På Hedemarken og i Haðafylki skulde
arbejdsfolk, der udfører fuldt arbejde, have til lön et kvart
skibpund smör til værdi af to ører og 5 alen lærred eller 12
alen vadmel tIl værdi af een øre og 3 ører sølv. Men på
Raumariki 12 ører vadmel eller lærred til gammel værdi og
3 ører sølv, men de, som har fuldt arbejde at udføre,
modtage lön, som det har været gammel sædvane. I
Gudbrandsdalen 12 alen vadmel og 3 ører sølv. (Norges
gamle Love III, 19.)). Denne sædvane, at tjenestefolks
lön væsentlig bestod i klæder og brugsgenstande, har
fulgt os ned i tiden, vel tilover midten af forrige
århundrede. Et par exempler giver jeg. Fra Skåne
opgives, at en karl fik 4 skæpper byg og en tønde
havre, sået på bondens mark, desuden skind til en pels,
skjorter, lærredsbukser, hoser, tophue, stövler, træsko,
uld til vanter, eller en dragt. Gamle, veltjente piger fik
som årslön en pels (Bruzelius, Ingelstad Härad (1876), s.
38).
Piger fik efter en anden opgivelse 4 al.
særkelærred, 8 al. blårgarn til »nerdelar«, to blårgarns–
og et kirkeforklæde, et eller et ½ pund uld, et par
lædersko samt i penge omkr. 16 Kr. (Wigström,
Almogeseder, s.24.). Hos os har jo ganske lignende
forhold rådet (Se Jysk Ordbog, lön, Eneström, Finvedboere
150, Meyer, Essays zur Volkskunde (1885) 192, Meyer,
Baden 332). Videre kan jeg ikke oplyse, men det ligger
jo da ikke så fjærnt, at når klæder efter en kortere eller
længere tjenestetid henlægges til Vætten uden videre
forklaring, kan det af ham opfattes som en opsigelse:
hær er din lön, jeg behøver dig ikke mere. Fra
Oberpfalz fortælles jo, at bondekonen gav tjenende
dværge klæder, takkede dem for deres trofaste arbejde
— men glemte at sige, at de måtte komme igen, og så
gik de grædende bort (Schönwerth II, 326).
Der er dog exempIer på, at Husvætter kræver lön.
En dværg, der tjener hos en bager, kræver som lön 3
stykker brød og 3 Pfennige. Hos en bonde forlangte de
det rette mål, og maden skulde være godt tillavet; et
andet sted arbejdede de for brød, man henlagde til
dem. En møller fik at vide, at den eneste lön, man
måtte byde de arbejdende Vætter, var 3 stykker brød
henlagt på en bænk, for at de ikke skulde tro, man
opsagde dem tjenesten. Altså, man måtte give dem