For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

venlige, hjælpsomme Husvætte, ganske vist noget
hastig i sindet, af og til drilsk, men han er til at komme
ud af det med, når man blot tager rimeligt hensyn til
hans ønsker og krav. Men hvordan han forholder sig til
kirke og kristendom, det er et andet spörgsmål, og her
viser det sig, at han i de kirkelige kredse ikke hører til
de synderlig velsete (Jfr. navnet Puge, isl. puke, djævel).
Folk, som sætter grøden ud til ham, har ingen god
samvittighed.
Jeg anfører et skånsk sagn, der klart udtrykker
dette. Skönt man ikke anser det for fuldt så slemt at
holde Nisse som at indgå en pagt med djævelen, så er
forskellen dog ikke stor, thi Nissen hører ikke til de
gode ånder, trods det, at han kaldes »Goanisse«. Også i
danske sagn kan denne tankegang findes udtrykt. En
bonde blev ked af at have ham, vilde ej beholde ham,
»det var jo en af djævelens folk«. En anden ytrer, at
man gör bedst i at lade være at have med ham at
bestille, for han er dog en af den Ondes håndlangere
(Wigstr. II, 232. Fataburen 1912, 29 (Värml.), Kr., Sagn II,
100, nr. 225, Gl. d. M. III, 97.60).
Adskillige sagn slår dette fast gennem
fortællinger. Det ældste, jeg kender, er skånsk. En
bondefamilie plejede daglig at hensætte mad til
Tomtarne, som hær kaldes Nisser. Det kom til præstens
kundskab, han tog sig af sagen og søgte at overbevise
folkene om, at der ingen Nisser er til. »Ja, men hvor
bliver maden så af, som vi daglig hensætter til ham?«
spurgte husmoderen. »Det skal jeg sige eder«, svarede
præsten, »Satan kommer om natten, tager maden,
samler den i en kedel i Helvede, hvor han håber at
kunne koge eders sjæle i al evighed!« Hermed kan et
dansk sagn sammenstilles. Nissen fik altid smör i sin
grød og bragte lykke og velsignelse i alle verdslige
forhold, men smörret spiste han ikke, det gemte han
for deri at stege deres sjæle, som han hær i verden
havde stået i forbindelse med (Afzlius, Sagohäfder II,
190, Kr., Sagn II, 79,150, jfr. Bondeson, Historiegubbar på
Dal 144, Wigström I, 198). Og vi kan fortsætte. Bonden
havde en »bitte« dreng, som var så god til at fodre. Så
kom hans sön hjem som student, han havde gået i den
sorte skole, men syntes ilde om drengen og drev ham
som en anden djævel ud gennem et hul prikket i rudens
blyramme med en knappenål. På Bornholm måtte
præsten hjælpe. Han mødte naturligvis i kjole og
krave, befalede, at alle porte og låger skulde lukkes, og
da den lille kom og vilde tage mod hestene, begyndte
præsten at læse af sin bog, så dværgen måtte vige, fo'r
ud ad en låge og var så bister, at både væg og dörkarm
revnede (Kr., Sagn II, 99.222,223). Et tredie sted kom
den studerende sön hjem om sommeren og så Nissen
arbejde flittig med at bjærge høet ind. Sönnen spurgte
ham, hvad lön han fik. Jo, han fik sin kost på gården.
»Men«, föjede studenten til, »du spiser det jo ikke«, og
gik hen til en bindesten, de havde i gården, lettede den
lidt, og dær lå alle sagerne, han havde fået. Så siger
studenten videre: »det var vel din mening, at mine
forældre skulde komme til at hvile dærnede under den