For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

(Storaker 30.30). I et skånsk sagn fortælles, at en
Smålænding kom kørende og mødte Nissen, der slæbte
afsted med et par læs utærsket sæd. Idet han kørte
forbi, tændte han fra sin brændende pibe ild i sæden,
som brændte op. Da han kom i kvarter, fortalte han
bonden det puds, han havde spillet Nis. Det blev ham
en dyr spas, for Nis lå oppe på ovnsmuren og hørte det
hele. Næste morgen lå begge Smålændingens heste
kvalte (Wigstr. II, 232).
13. NISSENS HÆVN.
Nu er der jo det at mærke, at Nissen våger, når
Andre sover, at han har omhyggelig tilsyn med hus,
hjem, stald og lade og hartad med alt, hvad der er
inden döre; Tomten, »Vården«, holder alt rent og
pynteligt og tåler intet sjuskeri, fra hvis side det så
kommer. Han er villig til at hjælpe tilrette, han varer
husbonde om, at ko skal kælve, at karl tildækker
brøndhullet, for at ingen ulykker skal ske. Går noget
galt i stalden, hvisker han i den sovende husbondes
øre, at han må stå op, og han vækker pigen på bestemt
klokkeslæt, han ser kortsagt til, at intet går i urede
inde eller ude (Fatab. 1912, VII, 29 (Värml.), Wigstr. I.
138, Shakespeare, Merry Wives of Windsor V, 5, jfr. her s.
23, Kr., Anholt 72.157, Wigstr., Sv. L. VIII. 142.465, Nyland
IV, 119. Renvall, Sv. L. VII. 9, s. 6; han varsler ombord
sovende rorgænger ved slag i dækket, Jonsson, Sv. L. II, 5,
s. 19; Bartsch I, 74.82 (Meklenburg), vækker sovende
klosterbroder).
Men drilles han, eller gör man ham imod, sidder
hænderne løse på skaftet, og så alvorlig slår han, »att
för hans örfilar stupar den starkaste karl« (Jonsson 16
(Möre)). Jeg skal anføre exempler, et par enkelte fra
Danmark: pigen, der korser ilden for ham juleaften, får
en vældig ørefigen, og en karl, der stjæler æbler, slår
han halvt ihjel (Kr., Folkem. VI, 46.61, G1. d. M. I, 139).
Såmange flere er der fra udlandet. Fra Sverige siges, at
om staldkarlen passer sit arbejde, giver hestene
kvældsfoder kl. 10 og morgengift kl. 4, har han intet at
frygte, men skødesløse og forsömmelige får lussinger,
ligeså pigen, der har spist hans mad (Afzellus II, 190,
Fatab. 1912, VII, 29, Aminson VI, 107, 108, (Sörmland),
Allard, Nyland 8.14). Selv en så tilsyneladende uskyldig
ting, som at karlen slipper en vind i stalden, påtales
ved en lussing, eller ved at han smides ud på
møddingen. Den der sover ind ved kul– og
brændevinsbrænding, vækkes ved lussing, ligeså
forsömmelig garverikarl (Renvall 8 (Åland), Wigstr., Sv.
L. VIII, 142.464 (Uppl.), 143.467, Wigstr. I, 154, Rääf 69,
Afzelius II 190, Aminson V 84).
Fra Tyskland kan ligeledes anføres en række
exempler. Karl, der uden Nissens tilladelse vil fodre,
bonde, der går i stald for at tilse hestene, dreng, der
sover over sig, sövnig pige, forsömmelig person, alle
får de mere eller mindre alvorlige lussinger af