For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

Shakespeare i hans Skærsommernatsdröm. Hos
Kelterne både i England og på fastlandet er han
ligeledes den tjenende Husvætte.
Mod øst, i Rusland, synes der at være noget mere
af den barnlige, religiøse enfold overfor husets
kærlige, trofaste guddom bevaret. Jeg har jo der
væsentlig kun adgang til et eneste kildeskrift, Ralston:
Songs of the Russian people, som der også i
redegörelsen for slavisk folketro henvistes til. At vi
herhjemme skulde have optaget lånegods i vor folketro
fra Englænder eller Slaver, synes mig lidet rimeligt,
havene sætter skel. Derimod turde det være muligt, at
vor Nisseskikkelse er blevet påvirket sydfra. Roden er
ældgammel folketro. Middelalderens kristendom gjorde
den hedenske husgud til en blandt de faldne engle,
hvis arbejde man ikke ret vel med god samvitighed
kunde modtage, og som man dog nødig vilde undvære,
og således fik vi Danske kælebarnet Lille Niels og de
alvorligere Svenske Tomtegubben. Mulig turde der i
Sverige og Norge findes ældre træk i hans karakter end
hær i Danmark.
Som bidrag til at forstå, hvorledes forestillingen
om ham har udviklet sig hos os og vel sagtens præget
ham, skal jeg göre opmærksom på to træk af svundne
tiders bondeliv: de gamle bondehjem og fællesdriften.
På vort lands sydlige grænse har vi haft den
såkaldte saksiske husform; én lang, bred, stråtækt
huslænge, rummende både dyr og mennesker, uden
tværmure, der skilte stald og lo fra køkken.
En bred gang, »Diele«, hvortil en stor port førte
ind fra den ene gavlende; på den ene side af den
køernes båse, på den anden hestenes, korn og hø sat op
over dem. De afsluttedes ved tærskepladsen (Fleet) der
rakte på tværs fra ydermur til ydermur. Derefter fulgte
køkkenet med arnen, hvorfra husmoderen kunde overse
alt arbejde i hele huset, samtale med tærskerne i loen,
høre og se, hvad der foregik med kvæget. Røgen fra
arnen drev langsomt hen under loftet og ledte sig ud,
ikke gennem en skorsten, men gennem et røghul i den
modsatte gavlende. Et stort fællesrum samlede alle
gårdens dyr og mennesker.
Jeg tænker, at man behøver blot at se dette billede
ved aftenstide. Ilden blusser på arnen fra hede– og
mosetørv, kaster snart et klart lys ud i det store mørke,
falder atter sammen, skyggerne synker eller rejser sig i
de mørke kroge. Og når så natten kommer, ilden på
arnen er »raget« og korset, at ingen fremmed »vådeild«
skal komme og göre fortræd, ja, så høres listende trin,
der bor flere inden döre end køer og heste, kattene
jager, der lyder en sagte knitrende lyd af mus og
rotter, så taler jeg slet ikke om mårer, ildere, snoge,
der nu og da havde deres boliger i tørve– eller
lyngunderlaget for husfolkets senge. Man hørte pusten
og stønnen af drøvtyggende køer, en »rimmen« eller
«ronnen« fra en hest, nu og da en lyd fra hønsene på
hanebjælkerne. Læg til alt dette skriget af ugler, der
søgte ind gennem »uglegabet« for at fange mus, og
troen på husets usynlige Vætte, der stilfærdig rørte sig