For flere Aar siden yttrede Deres høi - Skolen for livet — det timelige.

dette; denne opmuntrede biskoppen til at fortsætte,
hvad han også gjorde. Næste nat kom Vætten atter til
Rodran, iført en afskyelig sort skindpels og talte med
sorrigfuld og skælvende røst og bad ham jage de
fremmede bort. Tredie dag stænkede biskoppen atter
vievand på klippen, og endnu engang kom
»spåmanden« i drømme til Rodran og fremførte med
hulkende røst følgende ord til ham: »denne onde
bedrager, de kristnes biskop, har berøvet mig alt mit
eje, ødelagt mit herberge, hældt kogende vand (Jfr.
Olav Hell. Saga, kap. 73, Vælte klager, at kong Olavs
bönner brænder ham, smlg. Heimskringla kap. 189; i
Laxdöla kap. 76, völve klager i drøm over, at Gudrun
Osvifsdóttir plager hende med de hede dråber, der falder på
hende (fra hendes bönner); vievand brænder djævle og
vætter, se f. Eks. Traditions populaires XIV, 87, XV, 553,
Pitré Archivio V, 250, 253, 256, 258 (Frankr); Sébillot,
Folklore de France IV, 374.) over mig, gjort mine klæder
våde, sønderrevet dem og gjort dem ubrugelige. Mig og
min familie har han tilföjet uerstattelig skade ved
forbrænding og derved tvunget mig til at flygte langt
bort til øde steder. Nu må vi skilles, men hvem skal
herefter så troligen passe dit gods, som jeg tilforn har
gjort? du har gengældt mig ondt?; for godt.« Kodran
svarede: »jeg har dyrket dig som en nyttig og stærk
gud, den tid jeg ikke kendte den sande; men da jeg nu
har erfaret, at du er fuld af svig og meget svag, så er
det rimeligt, at jeg forlader dig og henflyr til den guds
beskærmelse, som er langt stærkere og bedre end du«.
Dermed skiltes de i vrede, og Kodran og hans kone
Jarngerde blev døbt, ligeledes folkene i huset,
undtagen sönnen Orm, der ikke vilde lade sig døbe den
gang.
I den ovenstående fortælling behøver vi jo blot at
sætte husvætte eller husgud istedetfor »spåmanden«,
så har vi en slægtning af den romerske Lar og senere
tiders Kobold eller Nisse.
En lille fortælling fra Landnáma synes at høre
herhen. En mand, der hed Björn, drömte en nat, at en
Bjærgvætte (bergbúi) kom til ham og tilbød ham en
fælles overenskomst, og det forekom Björn, at han
modtog tilbuddet. Derefter kom en buk til hans geder
og hans kvæg øgedes så hurtig i antal, at han snart
blev meget velstående. Siden den tid kaldtes han
Bukke–Björn, og han blev hovedrig. Det så fremsynte
mænd, at når han red til tings fulgte alle Landvætter
ham og ligeså Thorsten og Thord, hans brødre, når de
drog på jagt og fiskede. (Hauksbók c. 284, jfr. de mange
dyreskikkelser, Husvætten ifører sig, hvorom senere.)
Bjærgvætten tager sit ophold hos ham i bukkeham
og bringer lykke og rigdom for ham og dem, der hører
ham til.
Mulig hører et Par nyislandske sagn endnu
herhen. På gården Thrudvang på Østlandet boede en
mand, der hed Stein, og som sammen med sön og
tjenere hånede præsten og kaldte ham skaldepande.
Stein lå en dag i sin seng i badstuen og så, at stenen,
der lå udenfor, blev lukket op og Pugerne holdt møde.