Badeværelseskultur - en barriere for bæredygtig udvikling?

42
upassende adfærd. I den forstand er individet indskrevet i nogle materielle
og immaterielle strukturer i kraft af, at individet trækker på en form
for tankemodeller eller handlingsskemaer for måden at opfatte og forholde
sig til verdenen på. Der er her, ifølge Gullestad (1989), tale om en
specifik måde at forstå kultur på, hvor det vil være meningsløst at tale
om handling og kultur som to adskilte størrelser. At der hersker en bestemt
kultur, refererer dermed til, at de involverede handlinger bærer
præg af en vis systematik og ordning. Dette skal ses i lyset af, at denne
form for handlinger ofte udføres ureflekteret, og det hænger sammen
med, at individet besidder en dyb, ureflekteret, viden om, hvordan der
skal handles i den pågældende situation. Således er den enkelte bekendt
med de involverede genstande og hvad der er passende adfærd.
De daglige handlinger er ikke naturlige, i den forstand, at det altid har
været sådan, men derimod hænger det sammen med en vaneopbygning,
som er kendetegnet ved en specifik historisk – og dermed kulturel –
prægning. Denne vaneopbygning hænger ofte sammen med den generelle
samfundsudvikling. F.eks. peger Cowan (1983) på, hvordan kvinders
husmoderrolle omkring år 1900 på mange måder var blevet støbt
ind i de materialer, som kom til at udgøre de daværende husholdningssystemer,
og det betød, at selv da mulighederne bød sig var det svært for
kvinderne at frigøre sig fra ’vanerne’. Dette understreger den kontekstuelle
forankring af kultur og det selvfølgelige samt dermed nødvendigheden
af at forstå og beskrive kulturen som specifikke gøremåder, sammensat
af forskellige elementer i en specifik konfiguration. Det er dog
vigtigt at bemærke, at praksisserne ikke kun er vanedannende, men også
løbende forandres, idet der løbende skabes kim til forandring, når individerne
improviserer og eksperimenterer med nye gøremåder (Warde
2005).
En måde at konkretisere hverdagslivets orden på er ved at tage udgangspunkt
i de konkrete praksisser, som individerne udfører i det daglige.
Disse praksisser er bærere af denne orden eller kultur, idet der ofte
er tale om rutiniserede gøremåder, som opfattes som almindelige. Der er
tale om specifikke rutiner, som indebærer et element af genkendelighed
og et element af gentagelse. Helt specifikt kommer disse almindeligheder
til udtryk ved, at der er oparbejdet specifikke strukturer for måden at
gøre tingene på. Det være sig både i form af tilstedeværelsen af specifikke
fysiske genstande og rammer for aktiviteten, og i form af kognitive
elementer, såsom tankebilleder og knowhow. Denne måde at afgrænse
praksisser på er inspireret af Shove og Pantzar (2005), som udpeger
kompetencer, billeder og udstyr som konstituerende del-elementer for
praksisser. En praksis kan dermed forstås som en konkret handling, som
individet udfører, og som har karakter af at være en sammensat størrelse,
en konfiguration, som kun giver mening i kraft af de enkelte delelementer,
som tilsammen udgør rutinen. Det betyder, at udførelsen af en
specifik praksis forudsætter, at der trækkes på nogle specifikke delelementer,
som tilsammen giver praksissen mening.
Set i forhold til udviklingen i det sociotekniske system udgør praksisserne
et interessant udgangspunkt, fordi selve formningen og fastholdelsen
af rutinen sker i samspil med de mere generelle samfundsprocesser, som
præger de enkelte del-elementer. Dette hænger sammen med, at praksisserne
indgår i et samspil med sideløbende sociale processer, som f.eks.
udvikling af nye teknologier eller forbrugstendenser, som løbende for-