Badeværelseskultur - en barriere for bæredygtig udvikling?

64
blev gjort til væsentlige dyder og der blev formet og udbredt specifikke
måder til holde kroppen, hjemmet og byen ren på. Set i forhold til idéerne
om at vedligeholde og skabe sunde kroppe er rationalerne om hygiejne
og renlighed mere dominerende, hvilket skal ses i lyset af, at denne
form for renholdelse kom til at udgøre et offentligt projekt med henblik
på at sikre alles ve og vel. Denne opfattelse af nødvendigheden af at sikre
hygiejniske og rene forhold udgør et centralt fundament i stabiliteten
af det vandskyllende system i dag, fordi det satte en utvetydig og dominerende
standard i samfundet.
9DQG VRP UHQJ¡UHQGH PLGGHO
I det dominerende hygiejne- og renlighedsrationale får vandet en fremtrædende
rolle. Vandet besidder nogle iboende egenskaber til bl.a. at
rense for skidt og snavs (skylle) og til at transportere disse urenheder
væk (flyde), og disse egenskaber kommer til at udgøre et vigtigt middel
til at opnå den nødvendige renholdelse af kroppen, hjemmet og byen.
Vand kommer til at fremstå som et kulturelt symbol på hygiejne og renlighed.
Denne symbolik er også central i spildevandssystemets konstruktion,
hvor netop vandet indgår i alle faser af systemet: vandets centrale
rolle i vandlåsen, som blokerende for lugt og syn, vandets brug til skylning
og rensning af toiletkummen, regnvandet som transportmiddel for
latrinen i rørene og havvandets bidrag til at få spildevandet til at 'forsvinde'
(Lindegaard 2001). Selv om evnen til at rengøre udgør en iboende
egenskab ved vandet, så er selve symbolikken og troen på vandets
evner historisk betinget. Vand er i den forstand altid noget tvetydigt, og
det, man betragter som vand, er noget, der ændrer sig fra den ene kultur
til den anden (Illich 1989). Den moderne betragtning af vand er vævet
sammen med de specifikke rationaler om renlighed og hygiejne, som
kendetegner perioden fra det 18. og 19. århundrede og frem.
Tiltroen til vandets evner afspejles også i forhold til de teknologiske
fremskridt omkring håndtering af urin og fæces. Da det vandskyllende
toilet blev introduceret under forskellige former igennem 1700- og 1800tallet
var det ikke en umiddelbar succes, eftersom manglen på infrastruktur,
samt dårlige konstruktioner, gav spild og lugt i huset. Det betød, at
disse toiletter i en periode blev anset for at være lige så uhygiejniske som
de øvrige alternativer i samfundet (f.eks. das'ene). Som alternativ til dette
uhygiejniske vandskyllende toilet kom det såkaldte jordkloset på tale i
en periode. Jordklosettet er sammenligneligt med komposttoilettet, men
her var indrettet en mekanisme, som gjorde det muligt at dække tankens
øverste lag med en bunke jord. Der kom dog ingen betydelig tilslutning
til dette alternativ, idet optimeringen og videreudviklingen af det vandskyllende
toilet kom til at dominere den videre udvikling. Det viser,
hvordan det vandskyllende toilet ikke blev forkastet, på trods af, at løsningen
stødte på forskellige former for modstand og konkurrerende alternativer
(Ogle 1996). I stedet rettede udviklingsprocessen sig efterhånden
ind efter den vandskyllende funktion, og de ikke-vandbaserede løsninger
fik sværere ved at få fodfæste.
Ser man på etableringen af det vandskyllende system i København, var
hovedaktørerne lægerne og teknikerne i 1800-tallet. De opfattede latrin
som sundhedsskadeligt, og anså den daværende håndtering af latrin for
at være problematisk (Lindegaard 2002). Kloaksystemet – og herunder
det vandskyllende system – blev anset for at være en ’fuldstændig’ løs-