Badeværelseskultur - en barriere for bæredygtig udvikling?

62
matisering i forhold til de brugsgenstande og retningslinjer, som gør det
muligt at sikre renholdelse af kroppen, hjemmet og byen.
Historisk set findes forskellige eksempler på, at vandets egenskaber har
været påskønnet på forskellig vis over tid. Forhistoriske fund har vist, at
mange folkeslag valgte at bo ved vandet for at gøre brug af det i forskellige
sammenhænge, og fundene har også vist, at flere kulturer anvendte
vand under forskellige former til at bade i og håndtere bl.a. latrin (Colman
1994; Wright 1960). Et af de mere udbredte eksempler på påskønnelse
af vandet ses i den Græsk-romerske periode, hvor der fandtes en
veludbygget infrastruktur i byerne til at forsyne deres badeanstalter og
latriner med vand (Horan 1996). Her var brugen af vandet især forbundet
med idéen om kroppens regenerering. Det hænger sammen med, at
kroppen blev anset for at være skrøbelig og have behov for terapeutisk
behandling (med f.eks. vand) for at kunne stå imod de ydre påvirkninger
fra omgivelserne (Hand, Shove og Southerton 2005). Her var brugen af
vand forbundet med en renselsesproces med det formål at skabe sunde
og velholdte kroppe.
Omvendt findes også historiske eksempler på, at vandet ikke på samme
måde har været påskønnet. Middelalderen udgør et eksempel på en sådan
periode, eftersom vand i denne periode blev anset for at være farligt.
En sådan forståelse af vand hænger sammen med, at kroppen blev anset
for at bestå af porer, som vand og andre stoffer kunne passere igennem
med farer og sundhedsskader til følge (Classen, Howes and Synnott
1994). Det betød, at det var yderst ualmindeligt at udsætte kroppen for
vand i denne periode. At badepraksisserne igennem en periode forsvinder,
hænger også sammen med et skifte i de religiøse og spirituelle opfattelser
af farerne ved at ’røre’ og blive våd (Hand, Shove og Southerton
2005). På sigt sker der dog en opblødning af farerne ved at anvende
vand, idet det i stigende grad anses for at have en helbredende effekt.
Det betyder, at kroppene i perioden efter middelalderen nu i højere grad
end tidligere udsættes for vand med henblik på at helbrede sygdomme
og dårligdomme. Efterhånden kommer kropsidealerne til at indeholde et
element af renlighed, idet det at renholde kroppen bliver anset for en
nødvendighed blandt den velstillede middelklasse omkring 1700-tallet.
Her afspejles associationer mellem social status og vand samt mellem
vask og respektabilitet (Hand, Shove og Southerton 2005). Det betød at
anstændighed og renholdelse kom til at gå hånd i hånd, og dermed blev
høj status i stigende grad forbundet med at være ren, og det foranledigede
en social distinktion mellem de rene og de urene (Shove 2003).
Idéerne om rene og respektable kroppe betød, at forskellige former for
brugsgenstande og funktioner til at renholde kroppen med brød frem i
løbet af tiden efter middelalderen og blev integreret i den velstillede
middelklasses dagligdag. Eksempler på sådanne brugsgenstande er servanten
– en form for vaskebord – brusebadet og karbadet. Helt konkret
afspejles denne udvikling ved, at der i løbet af 1700-tallet tages flere patenter
på tekniske produkter, som muliggjorde brugen af vand i forbindelse
med konkrete funktioner. Det første patent på brusebadet blev
f.eks. taget i 1767 (Hand, Shove og Southerton 2005). Denne form for
teknologisk fremskridt var dog begrænset af manglen på en velfungerende
vandforsyning og håndtering af spildevandet. I en længere periode
blev disse funktioner opretholdt ved hjælp af bl.a. manuelt arbejde,
idet vandet blev afhentet og tilvejebragt i spande og lignende. Brugeren