Download Status 2010 her - Institut for Menneskerettigheder

5.2. Domme fra de danske domstole
5.2.1. Højesteret
U.2011.221H
Bekendtgørelser, hvori der fastsattes en kortere frist for påbegyndelsen af hoveduddannelsen som
speciallæge end hidtil, havde hjemmel i lovgivningen.
I henhold til § 32 i lov om autorisation og sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
fastsætter sundhedsministeren regler for bl.a. lægers videreuddannelse ud over den nødvendige
kliniske basisuddannelse med henblik på udøvelse af nærmere bestemte lægelige funktioner
(speciallægeuddannelsen), herunder virke i almen praksis. Gennem en årrække er de nærmere regler
om uddannelsen blevet fastsat ved bekendtgørelser udstedt i henhold til
bemyndigelsesbestemmelsen i § 32. I en rapport fra december 2005 fremgik det blandt andet, at det i
en længere periode ikke havde været muligt at besætte alle opslåede hoveduddannelsesforløb. På
grundlag heraf udstedte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, I, og Sundhedsstyrelsen, S, i oktober 2007
bekendtgørelser, hvori der fastsattes en kortere frist for påbegyndelsen af hoveduddannelsen som
speciallæge end hidtil, således at denne skulle påbegyndes inden 4 år efter første ansættelsesdag i
den kliniske basisuddannelse.
Foreningen af Danske Lægestuderende, F, anlagde sag mod I og S med påstand om, at
bekendtgørelserne var ulovlige og ugyldige i forhold til F's medlemmer. F gjorde navnlig gældende, at
§ 32 kun gav mulighed for at fastsætte regler om de kvalitetsmæssige krav til videreuddannelsen til
speciallæge, men ikke gav grundlag for, at ministeren kunne fastsætte regler med det formål at tvinge
lægerne til at uddanne sig til speciallæger hurtigst muligt. F gjorde desuden gældende, at både den
teoretiske og den praktiske del af speciallægeuddannelsen er en højere uddannelse i traditionel,
menneskeretlig forstand. De omhandlede bekendtgørelser udgjorde indgreb i selve essensen af retten
til uddannelse. F mente, at retten til at blive optaget på denne uddannelse er beskyttet af artikel 26 i
Verdenserklæringen om menneskerettigheder, artikel 2 i tillægsprotokol nr. 1 til EMRK og artikel 13
FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ved at lægge vægt på et
tidsmæssigt kriterium og ikke de ansøgende lægers faglige evner, var de omtvistede bestemmelser i
strid med de nævnte regler om menneskerettigheder. Endvidere hævdede F, at 4-års-reglen var i strid
med diskriminationsforbuddet i EMRK sammenholdt med retten til uddannelse, jf. tillægsprotokol 1,
art. 2. Der forelå en forskelsbehandling mellem sammenlignelige situationer, som savnede den
påkrævede saglighed og proportionalitet mellem det angivne formål med 4-års-reglen på den ene
side og det ekskluderende indgreb på den anden side.
I gjorde gældende, at det for så vidt angår artikel 2 i tillægsprotokol 1 til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, følger af konventionsorganernes praksis, at bestemmelsen sikrer
»uddannelse på et vist minimalt grundskoleniveau«. Endvidere beskytter bestemmelsen mod
diskriminerende begrænsninger i adgangen til eksisterende undervisningstilbud. Det er imidlertid
også anerkendt, at retten til uddannelse forudsætter en nærmere regulering fra statens side. I
bemærkede, at de øvrige internationale erklæringer, konventioner med videre, som under sagen er
påberåbt, ikke var inkorporeret i dansk ret. I den udstrækning, der overhovedet var tale om for
102