Download Status 2010 her - Institut for Menneskerettigheder

U.2010.1590H
Ikke grundlag for at ændre Integrationsministeriets afslag til to børn på familiesammenføring med
deres herboende far pga. manglende grundlag for en vellykket integration. Domstolsprøvelsen skulle
ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for ministeriets afgørelse.
To søskende, A og B, er født i Tyrkiet i henholdsvis 1997 og 1993. Deres forældre blev skilt i 1997, og
deres far, F, rejste samme år til Danmark. F indgik ægteskab med en tyrkisk kvinde med
opholdstilladelse og fik i 2000 tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I 2001 blev F skilt fra sin
ægtefælle og indgik samme år på ny ægteskab med A's og B's mor, M. A og B havde boet hos M i
Tyrkiet og kom til Danmark sammen med M i 2006 og på ny i 2007. A og B fik i marts 2008 en lillebror,
der har opholdsret i Danmark. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af 2års-fristen
i udlændingelovens § 9, stk. 13, 2. pkt. Udlændingeservices afslag til A og B på
familiesammenføring blev stadfæstet af Integrationsministeriet, I, der ikke fandt, at A og B havde eller
havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket
integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 13. Ved afgørelsen lagde I bl.a. vægt på A's og B's alder,
opvækst, skolegang og familierelationer i Tyrkiet, på en vurdering af F's tilknytning til Danmark samt
på det forhold, at A og B i Tyrkiet kunne bo sammen med M. Også M fik afslag på opholdstilladelse.
Herefter indbragte A og B sagen for domstolene. Landsretten frifandt I. Højesteret udtalte, at
domstolsprøvelsen efter grundlovens § 63 af I's afgørelse skulle ske på grundlag af A's og B's forhold
på tidspunktet for I's afgørelse, og at der ikke kunne lægges vægt på den yderligere tilknytning til
Danmark, som de senere måtte have opnået. Efter forarbejderne til § 9, stk. 13, skal
udlændingemyndighederne ved vurderingen af, om der er udsigt til en vellykket integration her i
landet, inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen, herunder bl.a. længden og karakteren af
barnets ophold i de respektive lande samt oplysninger om opvækst, skolegang og sprogkundskaber.
Også oplysninger om, hvorvidt den herboende forælder er velintegreret i og har en stærk tilknytning
til det danske samfund, kan inddrages. Højesteret anførte endvidere, at afslag på opholdstilladelse
efter § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsætter, at det må lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen
om opholdstilladelse først er indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, er et ønske fra barnets forældre
om, at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin
barndom præges af danske normer og værdier.
Højesteret fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde inddraget i sin afgørelse, bedømt ud fra
forarbejderne til § 9, stk. 13, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte I's
skønsmæssige vurdering. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte I's vurdering,
hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra betingelsen i § 9,
stk. 13, 1. pkt., jf. herved bestemmelsens 2. pkt., sidste led. Endelig udtalte Højesteret, at resultatet
ikke kunne antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's Børnekonvention.
U.2010.1608H
119