Download Status 2010 her - Institut for Menneskerettigheder

6.2. Domme fra de danske domstole
6.2.1 Højesteret
Højesteretsdomme vedrørende børns rettigheder
U.2010.1599H
Ikke grundlag for at ændre Integrationsministeriets afslag til et barn på familiesammenføring med sin
herboende far pga. manglende grundlag for en vellykket integration. Domstolsprøvelsen skulle ske på
grundlag af forholdene på tidspunktet for ministeriets afgørelse.
A blev født i Kina i 1992. Hendes forældre blev skilt i 1998, og kort tid efter flyttede A permanent til
sin farmor og farfar. I 2001 indgik hendes far, F, ægteskab med en dansk statsborger og fik på dette
grundlag opholdstilladelse i Danmark i 2002. Samme år indrejste F til Danmark sammen med A's
storebror. I 2007 indgav A ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgningen om
familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af 2-års-fristen i udlændingelovens § 9, stk. 13, 2.
pkt.
Udlændingeservice meddelte afslag på opholdstilladelse, hvilket blev stadfæstet af
Integrationsministeriet, I, der ikke fandt, at A havde eller havde mulighed for at opnå en sådan
tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk.
13. Ved afgørelsen lagde I bl.a. vægt på A's alder samt opvækst og skolegang i Kina og på, at A's mor
og bedstemor boede i Kina. I lagde også vægt på en vurdering af F's tilknytning til det danske
samfund.
Afgørelsen blev indbragt for domstolene. Landsretten frifandt I. For Højesteret anførte A bl.a., at hun
ikke havde kontakt med sin mor, der hverken havde evne eller vilje til at tage sig af hende. Højesteret
udtalte, at domstolsprøvelsen efter grundlovens § 63 af I's afgørelse om afslag på tilladelse til
familiesammenføring skal ske på grundlag af ansøgernes forhold på tidspunktet for I's afgørelse, og at
der ikke kan lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, som hun senere måtte have
opnået.
Højesteret fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde inddraget i sin afgørelse, bedømt ud fra
forarbejderne til § 9, stk. 13, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte I's
skønsmæssige vurdering af, om A havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til
Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet. Henset til at A på
ansøgningstidspunktet var 14 ½ år og hidtil havde boet hos sine bedsteforældre i Kina, fandt
Højesteret - selv om A ikke måtte kunne bo hos sin mor - ikke grundlag for at tilsidesætte I's
vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra
betingelsen i § 9, stk. 13, 1. pkt., jf. herved bestemmelsens 2. pkt., sidste led.
Endelig udtalte Højesteret, at resultatet ikke kunne antages at være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's
Børnekonvention.
118