Download Status 2010 her - Institut for Menneskerettigheder

Landsretten fandt, at sagsøgerne ikke havde fornøden retlig interesse i at få taget deres påstande
under pådømmelse, og afviste at realitetsbehandle sagen. Højesteret fastslog, at appellanterne ikke
havde en sådan retlig interesse i sagen, at de havde søgsmålsret. Højesteret udtalte bl.a., at der ikke
forelå nogen konkret retlig tvist, som ville blive afgjort ved at tage påstandene under pådømmelse, og
ingen af appellanterne var særligt eller anderledes berørt af folketingsbeslutningen end befolkningen i
almindelighed. Dette gjaldt også den appellant, der havde lidt et alvorligt personligt tab ved, at hans
søn blev dræbt under militærtjeneste i Irak, hvorved Højesteret yderligere bemærkede, at sønnen
deltog på grundlag af en senere folketingsbeslutning og i henhold til en aftale om frivillig
militærtjeneste i Irak. Ingen af appellanterne opfyldte således dansk rets almindelige krav til
søgsmålskompetence, hvorefter de skal have en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af,
at der foreligger en konkret retstvist.
Højesteret fandt heller ikke grundlag for alligevel - som det skete i Højesterets dom af 12. august 1996
om søgsmålskompetence vedrørende Maastricht-traktaten (U 1996.1300 H) - at give appellanterne
adgang til at få en realitetsprøvelse af deres påstande. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at der var tale
om en beslutning på det udenrigspolitiske område, hvor regeringen i grundloven er tillagt den
umiddelbare kompetence til at handle på rigets vegne. Højesteret lagde endvidere vægt på, at
folketingsbeslutningen ikke indebar retlige pligter for danske borgere i almindelighed, og ikke - i
relation til spørgsmålet om søgsmålsret - kunne anses for at være af indgribende betydning for den
danske befolkning i almindelighed. Højesteret tilkendegav også, at der ikke forelå nogen særlig
uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, som en procedureregel, der regulerer forholdet
mellem regering og folketing. Højesteret bemærkede endvidere, at der ikke var nogen særlig uklarhed
om, at der ikke forelå overladelse af beføjelser i grundlovens forstand ved udsendelsen af danske
militære styrker i den pågældende situation. Herudover henviste Højesteret til, at artikel 6 i EMRK
ikke giver en part, som ikke har en retlig interesse deri, krav på at få en anlagt sag
U.2010.1942H
Internetdomæneloven ikke grundlovsstridig.
Den 27. april 2005 fremsatte Videnskabsministeriet, V, forslag til lov om internetdomæner, der særligt
tildeles Danmark. Forslaget blev vedtaget og trådte i kraft den 1. juli 2005. Da forslaget blev fremsat,
verserede der en tvist mellem selskabet S og den selvejende institution Foreningen Dansk
Internetforum, F, der havde meddelt S, at der ville blive taget skridt til inddragelse af S' domæne
»co.dk«, idet det ikke kunne udelukkes, at man under .dk-domænet på et senere tidspunkt agtede at
anvende det inddragede domæne til registrering af tredjeordens domæner. S og dettes direktør, D,
anlagde derpå sag mod V med en række påstande, herunder om, at V skulle anerkende, at
internetdomæneloven var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt., idet der ved loven var blevet foretaget
indgreb med virkning for den verserende sag mellem S og F. Desuden påstod S og D, at loven var i
strid med EMRK artikel 6, stk. 1, og med EU-reglerne om fri konkurrence og frit leverandørvalg, og at
loven indebar en ekspropriation af S' rettigheder. S og D gjorde desuden gældende, at
internetdomæneloven krænkede den negative foreningsfrihed beskyttet af EMRK artikel 11 da
sagsøgerne tvangstilknyttes den selvejende institution DIFO, som administrerer domænenavne under
.dk.
58