Download Status 2010 her - Institut for Menneskerettigheder

2.2. Domme fra danske domstole
2.2.1. Landsretterne
Landsretsdomme vedrørende tortur
U.2010.615Ø
Forhold, hvorunder T var varetægtsfængslet, var ikke i strid med EMRK art. 3
T, der blev frihedsberøvet 24. december 2008 sigtet for røveri, og som tidligere i forløbet havde været
varetægtsfængslet i isolation, kærede retten i Glostrup, kendelse om fortsat varetægtsfængsling.
T bestred ikke, at fængslingsgrundlaget var til stede, men påstod løsladelse under henvisning til, at T
var blevet udsat for en række overtrædelser af EMRKs artikel 3 om forbud mod tortur. Subsidiært
krævede T, at landsretten ophævede isolationensfængslingen. T mente desuden, at byretten fejlagtigt
havde anset sig uden kompetence til at behandle hans indsigelse herom, da enhver myndighed i
Danmark, der bliver opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne, skal skride ind. T
gjorde gældende, at T reelt var fængslet i isolation, da han ikke siden fængslingen havde talt med
andre indsatte, haft besøg eller havde talt i telefon med andre end sin advokat.
Under henvisning til Højesterets dom UfR2002.55H, fandtes vurderingen af forholdene under T's
varetægtsfængsling kunne prøves af domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1. Landsretten
fandt ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T var i strid med EMRK artikel 3 da fængslet havde
bestræbt sig på at kompensere for foranstaltningerne under varetægtsfængslingen. Desuden havde T
selv i vidt omfang søgt at undgå tæt kontakt med personalet. Da landsretten ikke kunne tage den
subsidiære påstand under påkendelse, stadfæstedes byrettens kendelse, i det omfang den var kæret.
U.2011.726Ø
Udvisning ophævet, da domfældtes helbredsmæssige tilstand talte afgørende imod.
D, født 1982 og kurdisk iraner, blev i 2006 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1,
og § 123, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid. D var kommet
til Danmark i 1998, og blev udvist med indrejseforbud i 10 år. I juni 2009 ændredes den idømte
foranstaltning til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, som sammen
med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.
Anklagemyndigheden indbragte i februar 2010 sagen for retten med påstand om opretholdelse af den
idømte udvisning. D påstod udvisningsbestemmelsen ophævet. Østre Landsret anførte, at retten
skulle påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville være i strid med
EMRK artikel 3. Udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville kun i helt særlige
tilfælde rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, når der forelå tvingende humanitære hensyn, der talte
imod udsendelse. Det lagdes til grund bl.a., at D var skizofren og havde et vedvarende
behandlingsbehov, og at han i øjeblikket var velbehandlet, så han var uden åbenlyse psykotiske
symptomer. Det var ikke afgørende, om D ved udsendelse til Iran kunne opnå den samme behandling
44