månedens arbejde

Buksebi - en
af de største
solitære bier
i Danmark.
184
bedre ind. I 2000 foretages
der udelukkende ketcherfangster
for at dække de
områder, hvor der ikke har
været fælder i nærheden
og for at fange arter, der
måske ikke tiltrækkes så let
af fælderne.
LÆSØ HAR EN RIG
FAUNA AF VILDE BIER
Tidligere undersøgelser af
bier på Læsø har været
mere sporadiske, og efter
de sidste registreringer i
1969 foretaget af Ole Lomholdt
(Entomologiske Meddelelser,
40, 1972) var der
fundet 58 bi-arter. Med de
seneste undersøgelser kan
vi nu dokumentere tilstedeværelsen
af 103 arter af
vilde bier på Læsø. Stigningen
skyldes den grundigere
undersøgelse snarere end
at flere arter er ankommet
til øen. Af de 103 arter er
de 12 humlebier mens 4 er
snyltehumler, der overtager
de egentlige humlers boer.
Blandt de resterende 87 solitære
bi-arter er de 17 arter
redesnyltere, som lægger
æg i andre biers reder.
Man anslår den samlede
TIDSSKRIFT FOR BIAVL 6/2000
danske bi-fauna til at bestå
af omkring 270 arter, hvoraf
en del er meget sjældne.
Det er derfor overraskende
at finde så mange arter på
en relativt lille ø, der tilmed
ligger ganske isoleret ca. 20
km fra hovedlandet. Da
Læsø først dukkede op af
havet for et par tusinde år
siden, tyder det på, at de
vilde bier spredes ret let -
måske hjulpet af menneskers
transporter til øen af
allehånde matrialer. Enkelte
arter, som er almindelige i
det øvrige Danmark, mangler
dog på Læsø. Det gælder
f. eks. stenhumlen med
den karakteristiske røde
bagkrop-spids (Bombus
lapidarius) samt dens redesnylter.
Dels har arten en
mere sydlig udbredelse,
men dens fravær kan også
skyldes, at der på Læsø ikke
er så gode redelokaliteter.
Måske er stenhumlen generelt
ikke særligt god til at
sprede sig, hvilket understreges
af, at den først for
nyligt er konstateret på
Bornholm, så der skal måske
længere tid til, før en
befrugtet dronning ved et
tilfælde finder vej til Læsø.
På samme måde mangler
en ellers ret almindelig
jordbi, Andrena hattorfiana,
tilsyneladende på
Læsø. Men dens foretrukne
plante, blåhat, ses heller
ikke på øen, hvor visse almindelige
planter, såsom
oksetunge og slangehoved,
også mangler. At så mange
bi-arter har fået fodfæste
på Læsø gennem kun 2-
3000 år kan nok tilskrives
øens klima og jordbund.
Læsø er om sommeren specielt
tør og varm og har
langt flere solskinstimer
end det meste af Danmark.
De fleste solitære bi-arter
på Læsø tilhører slægter,
der udgraver redegange i
jordbunden (f.eks. jordbier,
vejbier, silkebier, buksebier
og visse bladskærerbier),
mens kun få arter er
tunnelbyggende og udnytter
huller i træ, murværk og
stråtage som redegange (f.
eks. murerbier, saksebier,
maskebier og visse bladskærerbier).
De samler alle
pollen og nektar som blandes
og formes som en kage
eller en kugle. Herpå lægges
et æg, som snart
klækkes, hvorefter larven
på kort tid æder foderkagen
og forbliver i sin
celle indtil næste år, hvor
den forpupper sig og siden
klækkes som voksen bi. De
snyltende bi-slægter (f. eks.
hvepsebier, blodbier og
keglebier) indsamler ikke
selv pollen og nektar, men
lægger æg i de andre biers
reder, så foderkagen overtages
af snyltebiens afkom.
En enkelt slægt, Macropis,
blandt de solitære bier,
som også findes på Læsø
udnytter olie, som dannes
af nogle særlige organer på
planter af slægten Fredløs.