månedens arbejde

de ud af balance.
VINTERBIER
De arbejderbier, der
klækkes forår og sommer,
lever kun 4-5 uger efter, at
de er krøbet ud af cellen. Så
dør de, ofte uden for stadet.
Arbejderbier, der
klækkes i august-september,
kan leve til næste forår.
De har fedtlegemer, der fyldes
med forråd, så de er
klar til at hjælpe familien i
gang næste forår. Bierne
kan åbenbart fornemme, at
vinteren nærmer sig. Det
medfører, at generne arbejder
på en anden måde, så
livslængden forøges.
Der skal honning til for
at bierne kan komme gennem
vinteren. Det sukker,
bierne får af biavleren, bliver
til honning, kemisk set.
Bierne tilsætter et enzym,
der laver sukkerfoderets
rørsukker om til en blan-
ding af druesukker og
frugtsukker. Sådan behandler
de også rørsukkeret i
blomsternes nektar. Men da
sukkerfoderet ikke indeholder
blomsternektarens
duft- og smagsstoffer, bliver
honningen en trist oplevelse.
Derfor er det forbudt
at sælge den slags som honning.
POLLEN
Honning indeholder næsten
kun „tomme kalorier“
i form af drue- og frugtsukker.
Det er brændstof til
muskler og celler og kan
lige så lidt undværes som
benzin til en bil.
Pollen indeholder alle
slags næringsstoffer, ligesom
æg og mælk. Det går
især til voksende larver,
ammebier og vinterbier, og
bierne laver forråd af det.
Der skal meget til, og der er
brug for forrådet, når bi-
Pollenlager. De fleste celler har kun en
slags pollen, enten gult eller rødt. De øvrige
celler indeholder uforseglet honning
eller forseglet yngel.
erne starter yngelproduktionen
om foråret.
Pollenet har forskellige
farver. Rapspollen er gulgrønt,
hestekastanie teglrødt
og gederams blåt. Andre
farver forekommer
også. Der er som regel kun
én slags pollen i en celle,
men nabocellen kan have
en anden slags pollen. Pollenet
er en slags ensilage.
Bierne blander lidt honning
i, når de stamper pollenet
fast i cellen. Honningen angribes
af mælkesyrebakterier,
der laver mælkesyre.
Det konserverer pollenet.
Det svarer til ensilage
af roetoppe eller græs, der
også konserveres med mælkesyre.
TIDSSKRIFT FOR BIAVL 8/2000 245