månedens arbejde

DEN BRUNE BI PÅ
LÆSØ
Resultatet af registrering af
brune og gule bier på Læsø
blev beskrevet i Tidsskrift
for Biavl nr. 12/1998. Der sås
en forskel på fangsterne,
idet øens vestlige ende viste
op til 80% brune bier, mens
den midt-østlige del kun
havde 44% brune bier
blandt feltfangsterne. Gennemsnittet
for øen var ca.
63% brune bier, 28% gule
bier og 9% mellemformer.
Man kunne håbe, at særloven
og EU-dommen om
bevarelsen af den brune bi
og forbud imod andre
biracer på Læsø ville føre til
en gradvis forøgelse af andelen
af brune bier på øen.
Men hvilket billede giver
fangsterne fra 1999 og
hvad vil ketcherfangsterne i
år 2000 vise?
De 14 fælder i 1999 gav
ikke så store fangster som i
1998, hvilket nok skyldes
placeringerne. Ialt blev der
kun fanget 215 arbejderbier,
som blev underkastet
en grundig undersøgelse.
Selvom adskillelsen af racerne
oftest sker ved brug
af vingemønstre (cubital-
Biulven på Læsø
Som om det ikke var nok med problemerne med de
gule bier og den nyligt indslæbte traké-mide, så har Læsø
også Danmarks største bestand af biulve. Lad mig straks
berolige med at biulven er en gravehveps, der nok dræber
bier, men kun i et beskedent omfang uden virkelig
betydning. Biulven er en stor gul- og sort-stribet gravehveps,
der ligner en gedehams lidt. Den har reder dybt
nede i sandjord og fanger honningbier, når de indsamler
i blomsterne. Bierne lammes med et stik og transporteres
af biulven til reden, hvor de gemmes i en underjordisk
celle. Når der er nok bier i en celle, d.v.s. 3-5 for et
hunafkom og 1-3 for et hanafkom, lægger biulven et æg
på én af bierne og lukker cellen. Biulvens larve æder
sidenhen de lammede bier og klækkes næste år som voksen
biulv. Hver biulv fanger højst 40-50 bier ialt på en hel
sæson, og fanger tilmed især de gamle og slidte indsamlende
bier. Derfor skal der meget store mængder af
biulve til for at gøre et mærkbart indhug i en bifamilie.
I 1997 var der på Læsø nogle tusinde biulve og en
indeks, se T.f.B. 12/98), så
giver dette ikke en helt sikker
identifikation. Nogle
individer synes ikke at passe
ind i beskrivelserne, og man
må derfor benytte flere metoder
sideløbende. Udover
de usikre farveforskelle, er
der beskrevet to former for
vingeanalyse til race-bestemmelse:
Cubital-Indeks,
hvor forholdet mellem
længden af to ribber bedømmes,
og Discoidal-Skift,
hvor vinklen mellem to linier
trukket gennem
fixpunkter i ribbemønstret
bedømmes (O. Svendsen, I.
enkelt koloni husede omkring 500 aktive hunner. Antallet
havde været stigende i årene forud grundet de varme
og solrige sensomre. Men en kold og våd periode i 1998
reducerede bestanden med omtrent 90% og det vil vare
flere år førend der igen er opbygget store biulve-bestande
- og kun hvis vi får en serie af varme somre i træk. At
biulven er så talrig på Læsø, mens den er meget sjælden
i resten af landet, skyldes kombinationen af tør sandjord
og de mange soltimer, hvor øen hurtigt opvarmes og lokalt
får ørkenagtige forhold. Biulven er nemlig en mellem-
og syd-europæisk art, som kun er aktiv, når temperaturen
overstiger 25 grader, og når der bliver mere end
30 grader nær jordoverfladen. Biulven har selv alvorlige
fjender. En lille farvestrålende guldhveps trænger ind i
rederne og lægger æg på de lammede bier, hvorefter dens
larve dræber biulvens æg eller larve og overtager foderet.
Denne parasit er så effektiv, at den kan blive meget
talrig når en biulvekoloni har eksisteret i nogle år, og
derfor kan guldhvepsen næsten udrydde en biulvekoloni.
Biulvene overlever på lang sigt, fordi de er gode til at
sprede sig i landskabet og anlægge nye kolonier.
Biulv med lammet honningbi. Biulvens biologi
og adfærd er beskrevet i en folder, som kan
købes på Læsø´s turistkontor.
TIDSSKRIFT FOR BIAVL 6/2000 185