spisbare 4 2008

tekst: tina juul rasmussen og morten bruun .2 Jeg kan godt
lide den direkte kontakt med kunderne. Man føler sig værdsat,
siger Michelle Tofteng, der er ernæringsassistent og souschef i
Albertslund kommunes rådhuskantine.
– 25 kroner, tak.
Ernæringsassistent Michelle Tofteng smiler, tager imod pengene
og henvender sig til den næste kunde i køen. Og så gentager hun
for gud ved hvilken gang i de fire år, hun har arbejdet i kantinen
på Albertslund Rådhus:
– 25 kroner, tak.
Michelle Tofteng får i bogstaveligste forstand kontant afregning
for sit arbejde, når hun efter mere end fire morgen- og formiddagstimer
i det åbne rådhuskøkken sætter sig bag kasseapparatet
og fra kl. 11.30-13 ekspederer den frokostsultne horde af embedsmænd.
De er gode til at sige ‘tak for mad’ og rose
køkkenpersonalet for indsatsen, og den 30-årige køkkenassistent
kan godt lide den direkte kontakt med kunderne.
– Det er rart at vide, at de sætter pris på vores arbejde. Tidligere
var jeg i et hospitalskøkken, hvor der slet ikke var kontakt til de
mennesker, vi lavede mad til. Det var bare noget med en årlig brugerundersøgelse.
Jeg følte mig ikke værdsat. Det gør jeg her, siger
Michelle Tofteng.
Karin i det kolde køkken
Den fornemmelse genkender økonoma Karin Rosenberg Nielsen
til fulde fra sit arbejde i børnehaven Egelunden, hvor de spontane
unger hverken er karrige med ros eller ris. Men denne dag har hun
vendt ryggen til sit normale publikum for at følge en arbejdsdag
‘på kommunen’. I stedet for at lave mad til de små, skal hun lave
mad til de store – deriblandt enkelte forældre til ‘hendes børn’ i
børnehaven.
Og Karin Rosenberg Nielsen får faktisk hænderne fulde. To sygemeldinger
betyder nemlig, at der er nok at rive i for gæsten, der
får lov til at assistere Michelle Tofteng i det kolde køkken. Her
skal de have styr på morgenbrød, frugtfade og sandwich til ni forskellige
møder på rådhuset.
Den fedtfattige ugeplan fortæller, at de denne dag også skal anrette
fade med smørrebrød, kolde, græske frikadeller og skinke
med asparges til kantinens frokostbuffet og de op mod 150 daglige
kunder.
Alt imens kaster kantinens kok, chef Niels Bilbo, sig over det
varme køkken og 22 kilo sesamstegt kalkunbryst, fem dampede
blomkålshoveder, 12-14 kilo ovnstegte kartofler, en simrende sursød
sauce og bacon til dagens kreative broccolisalat.
Samtidig piller en assistent æg til den store guldmedalje, og i
det bagerste hjørne er medhjælper Jimmi fra et vikarbureau begravet
i bjerge af grøntsager, der skal snittes.
Et lille, men muntert køkken
Der skal for resten også koges pasta til dagens vegetarret, og med
radioens formiddagsmusik som rytmeboks arbejder kvintetten
sig sikkert frem mod målet i det muntre, men ikke specielt store
køkken, hvis åbne facade indbyder til nysgerrige blikke fra forbipasserende
i kantinen, og hvor tonen trods travlheden er både
uhøjtidelig og gemytlig.
– Sådan er det bare. Vi er her for hinanden, bakker hinanden op
og kan godt lide hinanden. Det giver mere ansvar at være på en
lille arbejdsplads, siger Michelle Tofteng og arrangerer et fad med
luksussmørrebrød, som skal stilles på køl og afvente et politisk
udvalgsmøde senere på dagen.
Imens er Karin Rosenberg Nielsen i gang med en mindre sandwichproduktion.
Som medarbejder i kommunen har hun selv
deltaget i møder på rådhuset og smagt en Albertslund-sandwich
– uden at være specielt begejstret. Men det var altså også før,
kantinen gik over til de italienske rosmarinbrød, der bruges i dag.
– De ser lækre ud, konstaterer hun, og den vurdering overrasker
egentlig ikke personalet i den kommunale kantine.
Vi laver rigtig mad
Uden at rødme konstaterer Michelle Tofteng, at ‘fantastisk god
mad faktisk er et af vores kendetegn’. Og personalets faglige
stolthed understøttes af Albertslunds kostpolitik, som dikterer,
at mindst 75 procent af de fødevarer, der serveres i kommunens t
33