spisbare 4 2008

50
spis bare
dec 2008
Ingen snadren i andedammen
tekst: per henrik hansen .2 Forestillingen om den hyggelige
snadren i andedammen står ikke mål med virkeligheden. Langt
de fleste ænder er opdrættet i store haller uden at se dagens lys.
Der står ‘skrabeand’ på ni ud af de ti danske og dybfrosne ænder,
der ligger og byder sig til i supermarkedernes frysediske op til jul.
Men den betegnelse er hentet fra hønsenes verden og giver ingen
mening, når det er ænder, der er tale om.
En fri and i naturen ville aldrig nedlade sig til at skrabe i jorden
som en høne. Nej, når en and rigtig skal hygge sig, tager den sig
en svømmetur eller snadrer efter føde i et vandhul.
Men det gør skrabeænderne nu heller ikke. De lever nemlig hele
livet indendørs i store haller med flere tusinde artsfæller, og det
eneste vand, de ser, er vandet i vandingstruget. I sit otte uger
lange liv får skrabeanden derfor aldrig prøvet, hvad svømmefødderne
duer til.
Den får heller aldrig set den blå himmel. Til gengæld får den alle
døgnets 24 timer lys fra den elektriske belysning i hallen.
– De har lys døgnet rundt, for ellers bliver de tossede i hovedet,
klumper sig sammen og tramper oven på hinanden, forklarer
Martin Daasbjerg.
Formodentlig en konsekvens af, at de går så mange sammen
på så lidt plads.
Kun hver tiende er økologisk
Martin Daasbjerg er økologisk andeproducent, men også administrator
og talsmand for selskabet Dansk And, som er stiftet af de
seks største andeproducenter i Danmark. De fem andre producerer
konventionelt.
Daasbjergs egne økologiske ænder udgør omkring en tiendedel
af den million ænder, som producenterne i Dansk And opdrætter
på et år.
I modsætning til deres konventionelle artsfæller har Daasbjergs
økoænder adgang til udearealer og badevand året rundt. Indendørs
ligner deres forhold derimod skrabeændernes – det koncept
som de fem konventionelle medlemmer af Dansk And producerer
efter.
Det er et koncept som – sine mangler til trods – sikrer ænderne
bedre vilkår end de fleste ænder i andre lande. I hvert fald, hvis
man spørger Martin Daasbjerg.
– Her i landet kører vi med en lav belægning i husene, nemlig
cirka tre ænder pr. kvadratmeter, og alle steder er der godt med
halmstrøelse på gulvet. I Frankrig, som er verdens største producent
af ænder, kan der være seks ænder pr. kvadratmeter og
meget mindre strøelse – eller slet ingen, fortæller han.
Dyr lever, men billigt kød
En anden forskel er, at 40 procent af de 75 millioner ænder, som
franskmændene slagter på et år, først og fremmest opdrættes til
produktion af den berømte og berygtede postej Foie Gras.
Det betyder, at dyrene bliver tvangsfodret med korn, så deres
lever vokser til op mod 10 gange den normale størrelse.
I denne produktion er andens kød et biprodukt, som kan sælges
billigt, efter den kostbare lever er taget fra.
Det billige kød fra Foie Gras produktionen er en del af forklaringen
på, at to tredjedele af det andekød, som danskerne sætter til
livs på et år, kommer fra udenlandske avlere.
Ifølge madentreprenøren Claus Meyer findes der dog også i
Frankrig ænder, som intet har at gøre med Foie Gras. De er økologiske
og opdrættes derfor under rimelige vilkår. Og de har en
fortræffelig spisekvalitet.
– Der er langt imellem, at jeg smager en dansk and, der kan måle
sig med de franske. Kødet i de franske er langt mere aromatisk
og har en bedre struktur, siger Claus Meyer, der selv opdrætter
ænder i sin frugtplantage på Lilleø.
Vælg det bedste andeliv
Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse, opfordrer forbrugerne
til at tænke på dyrevelfærden og købe økologisk, dansk
eller udenlandsk and, når der and på bordet juleaften. 2.