50 spis bare dec <strong>2008</strong> Ingen snadren i andedammen tekst: per henrik hansen .2 Forestillingen om den hyggelige snadren i andedammen står ikke mål med virkeligheden. Langt de fleste ænder er opdrættet i store haller uden at se dagens lys. Der står ‘skrabeand’ på ni ud af de ti danske og dybfrosne ænder, der ligger og byder sig til i supermarkedernes frysediske op til jul. Men den betegnelse er hentet fra hønsenes verden og giver ingen mening, når det er ænder, der er tale om. En fri and i naturen ville aldrig nedlade sig til at skrabe i jorden som en høne. Nej, når en and rigtig skal hygge sig, tager den sig en svømmetur eller snadrer efter føde i et vandhul. Men det gør skrabeænderne nu heller ikke. De lever nemlig hele livet indendørs i store haller med flere tusinde artsfæller, og det eneste vand, de ser, er vandet i vandingstruget. I sit otte uger lange liv får skrabeanden derfor aldrig prøvet, hvad svømmefødderne duer til. Den får heller aldrig set den blå himmel. Til gengæld får den alle døgnets 24 timer lys fra den elektriske belysning i hallen. – De har lys døgnet rundt, for ellers bliver de tossede i hovedet, klumper sig sammen og tramper oven på hinanden, forklarer Martin Daasbjerg. Formodentlig en konsekvens af, at de går så mange sammen på så lidt plads. Kun hver tiende er økologisk Martin Daasbjerg er økologisk andeproducent, men også administrator og talsmand for selskabet Dansk And, som er stiftet af de seks største andeproducenter i Danmark. De fem andre producerer konventionelt. Daasbjergs egne økologiske ænder udgør omkring en tiendedel af den million ænder, som producenterne i Dansk And opdrætter på et år. I modsætning til deres konventionelle artsfæller har Daasbjergs økoænder adgang til udearealer og badevand året rundt. Indendørs ligner deres forhold derimod skrabeændernes – det koncept som de fem konventionelle medlemmer af Dansk And producerer efter. Det er et koncept som – sine mangler til trods – sikrer ænderne bedre vilkår end de fleste ænder i andre lande. I hvert fald, hvis man spørger Martin Daasbjerg. – Her i landet kører vi med en lav belægning i husene, nemlig cirka tre ænder pr. kvadratmeter, og alle steder er der godt med halmstrøelse på gulvet. I Frankrig, som er verdens største producent af ænder, kan der være seks ænder pr. kvadratmeter og meget mindre strøelse – eller slet ingen, fortæller han. Dyr lever, men billigt kød En anden forskel er, at 40 procent af de 75 millioner ænder, som franskmændene slagter på et år, først og fremmest opdrættes til produktion af den berømte og berygtede postej Foie Gras. Det betyder, at dyrene bliver tvangsfodret med korn, så deres lever vokser til op mod 10 gange den normale størrelse. I denne produktion er andens kød et biprodukt, som kan sælges billigt, efter den kostbare lever er taget fra. Det billige kød fra Foie Gras produktionen er en del af forklaringen på, at to tredjedele af det andekød, som danskerne sætter til livs på et år, kommer fra udenlandske avlere. Ifølge madentreprenøren Claus Meyer findes der dog også i Frankrig ænder, som intet har at gøre med Foie Gras. De er økologiske og opdrættes derfor under rimelige vilkår. Og de har en fortræffelig spisekvalitet. – Der er langt imellem, at jeg smager en dansk and, der kan måle sig med de franske. Kødet i de franske er langt mere aromatisk og har en bedre struktur, siger Claus Meyer, der selv opdrætter ænder i sin frugtplantage på Lilleø. Vælg det bedste andeliv Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse, opfordrer forbrugerne til at tænke på dyrevelfærden og købe økologisk, dansk eller udenlandsk and, når der and på bordet juleaften. 2.
foto: kissen møller hansen 51
Change language