spisbare 4 2008

34
spis bare
dec 2008
Karin Rosenberg Nielsen (th) besøger Michelle Tofteng i køkkenet og bliver straks sat i gang med en mindre sandwichproduktion.
Der er travlhed og meget lidt plads i rådhuskøkkenet.
t
institutioner og kantiner, skal være økologiske.
Den procentsats har rådhuskantinen absolut ikke problemer
med at leve op til. Bortset fra fisk bærer næsten alle råvarer nem-
lig det økologiske stempel.
– I hospitalskøkkenet mindede det mest om en fabrik. Mad var
noget, man bare hældte ud af en pose. Her skræller vi gulerød-
derne, ordner løgene og har friske råvarer mellem hænderne hver
dag. Det er rigtig mad, vi laver, og det kan kunderne godt lide,
konstaterer Michelle Tofteng og tilføjer:
– Vi kan godt lide at udfordre dem lidt og bruge nogle krydderier,
de måske ikke kender – som for eksempel spidskommen i en
bechamelsauce.
– De kommer tit og spørger til en opskrift, siger hun og afslører,
at embedsmændene på den københavnske vestegn i øvrigt ikke
adskiller sig fra resten af befolkningen.
– Mændene kan godt lide kød, sovs og kartofler. Kvinderne vil
gerne have nogle kreative salater, griner hun.
Forsinket af kontrollen
Formiddagen er ved at gå på hæld, og køkkenchefen kan lige nå en
smøg i rygergården udenfor, inden han skærer kalkunstegene op.
Men Niels Bilbo må kaste cigaretten fra sig, da Fødevarekontrollen
kort før kommunal spisetid dukker op på uanmeldt besøg.
Og kvinden i den grønne kittel er ikke til at spøge med.
– Du må afsætte ti minutter til fødevarekontrollen, ellers får du
en bøde, siger hun til Bilbo, som har svært ved at finde mapperne
med egenkontrollens data. Presset på tid vil han også hellere koncentrere
sig om kalkunerne. Og sit personale.
En glad smiley fattigere og en indskærpelse rigere lykkes det dog
at nå det hele. Med få minutters forsinkelse kan Michelle Tofteng
atter sætte sig bag kasseapparatet og smile til den første kunde.
Og der er kontant afregning med det samme:
–25 kroner, tak, siger køkkenassistenten.