Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening

Optællingsmetodik 1978-2003
1978-97 er bestanden forsøgt opgjort ved kortlægning
i marts måned (efter meget milde vintre
allerede i februar). Kortlægningen er fore gået i
løbet af 3-4 femdages-perioder, efter at stort set
hele ynglebestanden er vurderet at være an kommet.
Kun fugle, der tydeligvis er i par, er medtaget
ved kortlægningen, hvorimod alle fugle i
tætte okke er udeladt. Det maksimale antal par
kortlagt på én dag i hele området udgør minimumtallet
i bestandsopgørelsen, og summen af
maksimumtallene for de enkelte delområder udgør
maksimumtallet.
Udsprunget af et specialeprojekt omkring Grågåsens
ynglebiologi (Kristiansen 1996) er der
i 1994-97 som et supplement til de traditio nelle
regi stre ringer anvendt optælling af reder fra y.
I 1998-2003 har denne metode været den eneste
an vendte til bestandsopgørelsen.
Det er metodisk problematisk at kortlægge
Grågåsepar i et så uoverskueligt område som
Vejler ne. Den førstnævnte af de anvendte metoder
forudsætter, at alle par står synlige på engene
uden for rørskoven i en periode, inden de
søger ind i rørene for at starte på redebyggeri.
I år uden isdække i marts vil de este par hurtigt
forsvinde ind i rørskoven og blive usynlige
for observatørerne, eller når de fouragerer på
engene vil det være svært at skelne dem fra
trækfuglene. I en sen vinter er der større chan cer
for at registrere yngleparrene, der "ophobes" uden
for rørbræmmerne indtil isløsningen. Forholdene
kompliceres af, at det ikke bare er lokale ynglefugle
der er til stede, men også trækgæster fra
nord ligere bestande. Dette er dokumenteret ved
aæsninger af Grågæs med norske halsringe. 22
fugle ringmærket som ynglende eller fældende i
Norge i juni-august 1986-1993 er senere aæst i
Vejlerne i februar-marts (19 fugle) og april (tre
fugle) (det Nordiske Grågåseprojekt v. Leif Nilsson,
Lund). Trækgæsterne optræder for det meste
i større okke, men inden for okkene er mange
gæs udparrede, og når de har græsset på en eng
uden forstyrrelser i nogen tid, vil de enkelte par
ofte skille sig tydeligt ud. Det kan derfor være
svært at adskille de lokalt ynglende gæs fra de
gen nem trækkende. Kortlægningerne baseres altså
delvist på subjektive skøn. Derudover besøges
Vej lerne hvert år af et antal ikke-ynglende gæs,
som tilbringer sommeren her, eller måske snarere
trækker videre til fældningspladser i Norge. De
este af disse ankommer formentlig først efter
kort lægningsperioden.
De to anvendte metoder tæller delvist forskel-
Grågås 61
li ge størrelser: kortlægningen i felten dækker alle
par uanset ynglestatus, ytællingen dækker alle
rugende par undtagen dem, der opgiver før ytællingen.
Ud over opgørelsen af ynglebestandens stør relse
ved kortlægning i felten eller fra y er an tal let
af ungekuld blevet optalt årligt igennem hele sæsonen.
Antal og størrelse af gæslingerne i hvert
kuld registreres, indtil ungerne er så store, at de
kun med besvær kan skelnes fra de gamle fugle.
Ved opgørelsen er anvendt det maksimale antal
kuld på én tælledag fra hvert delområde, da det
ikke er muligt at udskille gentagne registrerin ger
af samme kuld. Disse lokalitetsmaksima er derefter
summeret til ét samlet tal for hele Vejlerne.
Optællingen af kuld er mere objektiv end kortlægningen,
men der er også besværligheder forbundet
med denne form for registrering. Grågåse
kuldene opholder sig oftest i høj vegetation
eller i nærheden af rørbræmmer, hvor de hurtigt
kan søge skjul. Det er derfor i Grågæssenes ungeføringsperiode
nødvendigt for observatørerne ved
ankomsten til et observationspunkt at starte med
at registrere Grågåsekuldene, inden disse når at
forsvinde. I områder med høj vegetation (særligt
den vestlige del af Bygholmengen) er det ofte
kun muligt at se et par vagtsomme forældre og en
ok små rygge, der bevæger sig omkring i græsset,
uden at kunne tælle et præcist antal unger. I
disse tilfælde bliver antallet af forældrepar et mål
for antallet af kuld. Grågåseforældrene kan ytte
rundt med deres kuld, som derved risike rer at
blive registreret dobbelt på forskellige del om råder.
Denne usikkerhed vurderes dog at være lille
i Vejlerne, da kulminationen på kuldregi stre ringen
(maksimumtallet for de enkelte delområ der)
of test registreres samtidig over hele området.
Registreringen af kuld kan betragtes som et
in deks, da det er usandsynligt, at samtlige kuld
ndes på tællingerne. Desuden er det kun de
par, der får klækket unger, der bliver registreret.
Ynglesuccesen varierer formentlig betydeligt fra
år til år. Jørgensen (1986) angiver fra 1972-78
på Sjælland, at yngleforsøget lykkedes for gennemsnitligt
62% af parrene (variationsbredde for
årlige værdier 38-83%, n = 51-74). I Østtyskland
fandtes 1969-1977, at 56-66% af de par, der kortlagdes
tidligt på sæsonen, senere førte unger (n
= 1289-2293; Naacke 1982). I Schleswig-Holstein
konstateredes succes hos 30-50% af alle
ægkuld 1978-79 (gennemsnit 41%, n = 155-657)
(Berndt & Busche 1991). I Utterslev Mose var
den gennemsnitlige redesucces 1964-1994 60%
(n = 1435), med store variationer mellem år og