Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening
Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening
Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
76 <strong>Ynglefugle</strong> i <strong>Vejlerne</strong><br />
Fænologi, kuldstørrelse<br />
Der er gjort 17 sikre ynglefund af Knarand si den<br />
1982 (Tabel 20); tre redefund og 14 unge kuld. To<br />
af ungekuldene (fra 1984) drejer sig muligvis om<br />
det samme, men blev iagttaget med en måneds<br />
mellemrum. Herudover er ofte iagttaget hunner,<br />
som på adfærden har set ud som om de havde<br />
re de, men der er intet gjort for at nde rederne.<br />
Af de sikre ynglefund kendes datoen for to redefund<br />
(24. maj og 4. juni) og 14 ungekuld. Kun<br />
hos ni kuld er stør rel sen noteret, så der er nogen<br />
usikkerhed ved ud regning af æglægningsda toer.<br />
Ved bereg nin gen er anvendt 26 dages rugetid og<br />
æglægnings in ter val på et døgn (Bauer & Glutz<br />
von Blotzheim 1968). Hvis alderen ved iagtta gelsen<br />
for kuld med ukendt stør relse sættes til syv<br />
dage, er den gennemsnit lige dato for æglæg ningsstart<br />
(redefund + ungekuld, n = 16) 24. maj (median<br />
27. maj). For 13 af de 14 ungekuld lå bereg -<br />
net æglægningsstart spredt mellem 11. maj og 14.<br />
ju ni, mens det sidste kuld har været meget tid ligt,<br />
med æglægningsstart senest 20. april, hvis un gerne<br />
har været helt nyklækkede ved iagttagelsen<br />
(25. maj). På Tipperne var mediandatoen for æglægningsstart<br />
1979-90 18. maj (n = 17); men med<br />
stor spredning, centrale 80% mellem 3. maj og<br />
18. juni (Thorup 1998). Bortset fra det ene meget<br />
tidlige kuld falder kuldene fra <strong>Vejlerne</strong> inden<br />
for dette mønster. Materialet er dog for lille og<br />
u sikkerheden på beregningerne for stor til at<br />
gælde generelt.<br />
Størrelsen på 13 ungekuld med kendt antal unger<br />
var 1×2, 2×5, 2×6, 1×7, 2×8, 3×9, 1×11 og<br />
1×13 pull., i gennemsnit 7,5 unger pr kuld.<br />
<strong>Vejlerne</strong>s betydning som ynglelokalitet for<br />
Knarand<br />
Knaranden er kendt som en art med store svingninger<br />
i bestanden. Hovedudbredelsen lig ger i<br />
step pe zonen i Rusland, hvorfra arten igennem de<br />
seneste godt 100 år har spredt sig vestpå i e re<br />
in va sions agtige bølger (bl.a. Meltofte & Fjelds å<br />
1989, Hagemeijer & Blair 1997).<br />
Den danske bestand var på 80-100 par i 1978-<br />
81, før arten etableredes i <strong>Vejlerne</strong> (Dybbro 1985).<br />
Herefter skete en ret hurtig stigning under hvad<br />
der kunne opfattes som en ny "indvandringsbølge"<br />
i løbet af 1980erne, og bestanden sidst i årtiet er<br />
vurderet til mindst 280-300 par (Thorup 1998). I<br />
1990erne kendes udviklingen ikke på landsplan,<br />
men i Atlas-perioden 1993-96 var bestanden forment<br />
lig i samme størrelsesorden, op mod 300 par<br />
(Grell 1998). Sidst i 1990erne er bestanden steget<br />
i Tøn dermarsken (Rasmussen 1999b) og Vej lerne,<br />
men faldet på Tipperne (Thorup 1999b). Landsbestanden<br />
ved årtusindskiftet vurderes til 300-<br />
500 par (Bureld & Bommel 2002).<br />
<strong>Vejlerne</strong> har i årene omkring 1990 huset op<br />
imod en tiendedel af Danmarks bestand, hvilket<br />
er bemærkelsesværdigt for en art, som først indvandrede<br />
til området 10 år tidligere. Midt i<br />
1990 erne faldt bestanden i <strong>Vejlerne</strong>, men steg<br />
der ef ter til et nyt højt niveau i 1999-2003, hvor<br />
Vej lerne må have været en af landets største lokaliteter<br />
for arten.<br />
<strong>Vejlerne</strong>s mosaiklandskab byder på mange egnede<br />
redeanbringelsesmuligheder i rørbræmmer<br />
og tuer på ekstensivt græssede enge, og derud over<br />
go de fourageringsbetingelser for ællinge kulde<br />
ne i de mange lavvandede småsøer og kanaler.<br />
Det er derfor ikke mærkeligt, at området har fået<br />
stor betydning for denne relativt nyindvandrede<br />
art.<br />
Det er dog et spørgsmål, hvor mange af de<br />
gennem yngletiden tilstedeværende par, der skrider<br />
til yngleforsøg. De sikre ynglebeviser udgør<br />
blot 4% af den kortlagte bestand (Tabel 19). Vejler<br />
nes beliggenhed på kanten af artens udbre delse,<br />
den relativt høje andel hunner, der ses igennem<br />
yngletiden, samt den til tider invasions ag ti ge<br />
optræden kunne antyde, at en stor del af de re gistrerede<br />
fugle er opportunistiske "fortropper", som<br />
ofte ikke gennemfører ynglecyklus.<br />
Krikand Anas crecca<br />
Krikanden har været en ret almindelig ynglefugl<br />
i og omkring <strong>Vejlerne</strong> i 1920rne og 1930rne. Holstein<br />
(1932) omtalte et redefund fra et hede om råde<br />
på Skårup Odde i 1928, og Christiansen (1939)<br />
fandt ere reder og ællingekuld i de Østlige Vej ler<br />
1934-37. I 1939 fandtes på en endagseks kur sion<br />
til <strong>Vejlerne</strong> den 5. juni en krikanderede i re ser va tet<br />
(Løp penthin 1939).<br />
I 1964 fandt Poul Hald-Mortensen ikke arten<br />
yng lende med sikkerhed, men han omtalte et fund<br />
af et ungekuld et par år tidligere. Fog & Kor tegaard<br />
(1973) nævnte, at der i Vildtbiologisk Stations<br />
undersøgelsesperiode (1957-71) kun blev<br />
gjort et redefund og registreret ganske få kuld<br />
ællinger. Kortegaard (1974) nævnte "formodentlig<br />
under 20 par" som <strong>Vejlerne</strong>s ynglebestand af<br />
Krikand. I 1973 fandt Jens Gregersen en rede,<br />
men kommenterede ikke artens status som ynglefugl<br />
i øvrigt (Gregersen 1973). I Atlasperioden<br />
1971-74 anførtes arten som sikkert ynglende fra<br />
to kvadrater i de Østlige Vejler (Dybbro 1976).