29.07.2013 Views

Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening

Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening

Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

76 <strong>Ynglefugle</strong> i <strong>Vejlerne</strong><br />

Fænologi, kuldstørrelse<br />

Der er gjort 17 sikre ynglefund af Knarand si den<br />

1982 (Tabel 20); tre redefund og 14 unge kuld. To<br />

af ungekuldene (fra 1984) drejer sig muligvis om<br />

det samme, men blev iagttaget med en måneds<br />

mellemrum. Herudover er ofte iagttaget hunner,<br />

som på adfærden har set ud som om de havde<br />

re de, men der er intet gjort for at nde rederne.<br />

Af de sikre ynglefund kendes datoen for to redefund<br />

(24. maj og 4. juni) og 14 ungekuld. Kun<br />

hos ni kuld er stør rel sen noteret, så der er nogen<br />

usikkerhed ved ud regning af æglægningsda toer.<br />

Ved bereg nin gen er anvendt 26 dages rugetid og<br />

æglægnings in ter val på et døgn (Bauer & Glutz<br />

von Blotzheim 1968). Hvis alderen ved iagtta gelsen<br />

for kuld med ukendt stør relse sættes til syv<br />

dage, er den gennemsnit lige dato for æglæg ningsstart<br />

(redefund + ungekuld, n = 16) 24. maj (median<br />

27. maj). For 13 af de 14 ungekuld lå bereg -<br />

net æglægningsstart spredt mellem 11. maj og 14.<br />

ju ni, mens det sidste kuld har været meget tid ligt,<br />

med æglægningsstart senest 20. april, hvis un gerne<br />

har været helt nyklækkede ved iagttagelsen<br />

(25. maj). På Tipperne var mediandatoen for æglægningsstart<br />

1979-90 18. maj (n = 17); men med<br />

stor spredning, centrale 80% mellem 3. maj og<br />

18. juni (Thorup 1998). Bortset fra det ene meget<br />

tidlige kuld falder kuldene fra <strong>Vejlerne</strong> inden<br />

for dette mønster. Materialet er dog for lille og<br />

u sikkerheden på beregningerne for stor til at<br />

gælde generelt.<br />

Størrelsen på 13 ungekuld med kendt antal unger<br />

var 1×2, 2×5, 2×6, 1×7, 2×8, 3×9, 1×11 og<br />

1×13 pull., i gennemsnit 7,5 unger pr kuld.<br />

<strong>Vejlerne</strong>s betydning som ynglelokalitet for<br />

Knarand<br />

Knaranden er kendt som en art med store svingninger<br />

i bestanden. Hovedudbredelsen lig ger i<br />

step pe zonen i Rusland, hvorfra arten igennem de<br />

seneste godt 100 år har spredt sig vestpå i e re<br />

in va sions agtige bølger (bl.a. Meltofte & Fjelds å<br />

1989, Hagemeijer & Blair 1997).<br />

Den danske bestand var på 80-100 par i 1978-<br />

81, før arten etableredes i <strong>Vejlerne</strong> (Dybbro 1985).<br />

Herefter skete en ret hurtig stigning under hvad<br />

der kunne opfattes som en ny "indvandringsbølge"<br />

i løbet af 1980erne, og bestanden sidst i årtiet er<br />

vurderet til mindst 280-300 par (Thorup 1998). I<br />

1990erne kendes udviklingen ikke på landsplan,<br />

men i Atlas-perioden 1993-96 var bestanden forment<br />

lig i samme størrelsesorden, op mod 300 par<br />

(Grell 1998). Sidst i 1990erne er bestanden steget<br />

i Tøn dermarsken (Rasmussen 1999b) og Vej lerne,<br />

men faldet på Tipperne (Thorup 1999b). Landsbestanden<br />

ved årtusindskiftet vurderes til 300-<br />

500 par (Bureld & Bommel 2002).<br />

<strong>Vejlerne</strong> har i årene omkring 1990 huset op<br />

imod en tiendedel af Danmarks bestand, hvilket<br />

er bemærkelsesværdigt for en art, som først indvandrede<br />

til området 10 år tidligere. Midt i<br />

1990 erne faldt bestanden i <strong>Vejlerne</strong>, men steg<br />

der ef ter til et nyt højt niveau i 1999-2003, hvor<br />

Vej lerne må have været en af landets største lokaliteter<br />

for arten.<br />

<strong>Vejlerne</strong>s mosaiklandskab byder på mange egnede<br />

redeanbringelsesmuligheder i rørbræmmer<br />

og tuer på ekstensivt græssede enge, og derud over<br />

go de fourageringsbetingelser for ællinge kulde<br />

ne i de mange lavvandede småsøer og kanaler.<br />

Det er derfor ikke mærkeligt, at området har fået<br />

stor betydning for denne relativt nyindvandrede<br />

art.<br />

Det er dog et spørgsmål, hvor mange af de<br />

gennem yngletiden tilstedeværende par, der skrider<br />

til yngleforsøg. De sikre ynglebeviser udgør<br />

blot 4% af den kortlagte bestand (Tabel 19). Vejler<br />

nes beliggenhed på kanten af artens udbre delse,<br />

den relativt høje andel hunner, der ses igennem<br />

yngletiden, samt den til tider invasions ag ti ge<br />

optræden kunne antyde, at en stor del af de re gistrerede<br />

fugle er opportunistiske "fortropper", som<br />

ofte ikke gennemfører ynglecyklus.<br />

Krikand Anas crecca<br />

Krikanden har været en ret almindelig ynglefugl<br />

i og omkring <strong>Vejlerne</strong> i 1920rne og 1930rne. Holstein<br />

(1932) omtalte et redefund fra et hede om råde<br />

på Skårup Odde i 1928, og Christiansen (1939)<br />

fandt ere reder og ællingekuld i de Østlige Vej ler<br />

1934-37. I 1939 fandtes på en endagseks kur sion<br />

til <strong>Vejlerne</strong> den 5. juni en krikanderede i re ser va tet<br />

(Løp penthin 1939).<br />

I 1964 fandt Poul Hald-Mortensen ikke arten<br />

yng lende med sikkerhed, men han omtalte et fund<br />

af et ungekuld et par år tidligere. Fog & Kor tegaard<br />

(1973) nævnte, at der i Vildtbiologisk Stations<br />

undersøgelsesperiode (1957-71) kun blev<br />

gjort et redefund og registreret ganske få kuld<br />

ællinger. Kortegaard (1974) nævnte "formodentlig<br />

under 20 par" som <strong>Vejlerne</strong>s ynglebestand af<br />

Krikand. I 1973 fandt Jens Gregersen en rede,<br />

men kommenterede ikke artens status som ynglefugl<br />

i øvrigt (Gregersen 1973). I Atlasperioden<br />

1971-74 anførtes arten som sikkert ynglende fra<br />

to kvadrater i de Østlige Vejler (Dybbro 1976).

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!