Ynglefugle i Vejlerne - Dansk Ornitologisk Forening

posi tivt kor re le ret med maj-nedbøren, og sammen
hæn gen er statistisk signikant (r s = 0,45, P
< 0,05). Der er så le des est Atlingænder i år, hvor
det tidlige forår er lunt, og hvor vandstanden på
engene bli ver holdt ved lige med rigelig ned bør
i maj.
Der er også en signikant positiv korrelation
mellem bestanden og vandstanden i Bygholm
Vejle i maj 1978-2003 (r s = 0,74, P < 0,0001).
Korre lationen er også meget tydelig for vandstan
den i april og (tydeligst) marts (r s = 0,74, P
< 0,0001), hvilket kunne antyde, at vinteroversvømmelser
af engene er vigtige, hvis forhol de ne
for arten skal være optimale.
Boertmann (1992) fandt ligeledes en signikant
sam men hæng mellem det gennemsnitlige
antal At ling æn der på Bygholmengen og vand standen
i pe ri oden 6. april – 30. maj i årene 1979-90.
Ud over lokale faktorer kan forhold i At lingandens
overvintringsområder have indydelse på
mængden af fugle, der når til vore breddegradder.
Den drastiske reduktion af bestanden mellem
1983 og 1984 faldt sammen med en omfattende
tørkekatastrofe i Sahel-zonen i Vestafrika, som
uden tvivl har reduceret den overvintrende bestand
væsentligt (Sørensen 1986).
Vejlernes betydning som ynglelokalitet for
Atlingand
Det er umuligt at foretage konkrete sammenlignin
ger ud fra de meget diffuse oplysninger om
be standsstørrelsen fra før feltstationsperioden,
men det må formodes, at både Bygholm Vejle og
mange af randzonerne omkring reservatet tid ligt i
1900-årene bød på mere optimale habita ter for Atlinganden.
Græsningen er i mellemtiden op gi vet
over store arealer, og tidligere åben rørsump er i
mange tilfælde blevet forvandlet til tæt rør skov.
At ling æn derne har stor forkærlighed netop for de
kre a tur græs sede, sumpede dele af Bygholm Vejle
og for de "smør huller" i randområderne, hvor der
er krea tur græsning ud mod vandaderne eller
ud i rørsumpen (som f.eks. omkring Tømmerby
Ring kanal). En meget stor del af stig nin gen i
be standen 1997-2000 fandt sted i den af græsse
de del af Bygholm Nord umiddelbart nord for
Krapdi get, hvor både vandstanden har været høj
og der er foretaget omfattende vegetationsryd ning
for at skabe en åben rørsump.
Det er sandsynligt, at bestanden i 1920r ne og
1930rne var betydeligt højere end i det me ste af
feltstationsperioden, men måske har den siden
1997 nærmet sig det davæ ren de niveau?
Som vist ovenfor er Atlingand-bestanden stærkt
svingende fra år til år, afhængigt af kli mati s ke
og fysiske forhold. De klima tis ke sving nin ger
gæl der for hele landet, og Tho rup (1998) an slår
en landsbestand på mellem 100 par i bund år og
over 500 par i gode år ("par" = stationæ re par/ hanner).
I 1993-96 fandtes un der At las undersøgel sen
260-300 ynglepar (Grell 1998). I denne peri ode
husede Vejlerne om kring en tiende del af Danmarks
bestand, men det er sand syn ligt, at an delen
af landsbestanden efter den se ne ste stigning er
end nu højere, måske 25%. På lands plan er Vej lerne
en af de bedste atlingandelokali te ter, kun Tønder
marsken er af tilsvarende betydning.
Skeand Anas clypeata
Atlingand 87
Historie
Holstein (1932) vurderede, at Skeanden i 1928
var næsten lige så talrig som Gråanden, hvis bestand
talte ere hundrede par. Under besøg omkring
1. juni sås "meget store okke af han ner",
og adskillige redefund omkring Selbjerg Vejle
på et enkelt besøg 3. juni antyder, at bestandsniveauet
virkelig har været meget højt. Christiansens
(1939) vurderinger fra årene 1934-37 ty der
på, at bestanden stadig har været meget stor på
dette tidspunkt, men han mente dog, at arten kun
var den tredje-almindeligste andeart efter Grå and
og Taffeland. Christiansen (l.c.) omtalte rede fund
og iagttagelser af ungekuld således: "nyklæk kede
unger kan ses hele juni og juli måned", hvilket
giver indtryk af, at antallet af iagttagelser var
stort.
I 1964 iagttoges 3-400 oversomrende Ske ænder
i de Østlige Vejler, hovedsageligt hanner, og
ar ten vurderedes at være almindelig ynglefugl i
de Østlige Vejler (hyppigste ynglende svømmean
deart) og ret almindelig ynglefugl i de Vestlige
Vejler (ca halvt så talrig som Gråand) (Hald-
Morten sen 1964). Det er vanskeligt at vurdere,
om disse an gi velser kan tolkes som udtryk for
frem- eller til bagegang i forhold til 1930rne. I
1965, efter vand stands sænk ningen som følge af
byg ningen af den nye Centralsluse, taltes kun re
uro li ge hun ner af Skeand på Bygholmengen foru
den 200 over somrende fugle (Hald-Mortensen
1972).
I 1960erne udnyttede store antal af Skeænder
Vej lerne som fældningsområde; op til 1000-1100
fældende andrikker (Møller 1980). Kortegaard
(uda teret) nævnte "ere hundrede" fældende fugle
i Bygholm Vejle, 125 i Selbjerg Vejle og 45 i
Tømmerby Fjord.