Intern prøve i kliniske kompetencer på 3. semester afprøvning af ...

OSCE prøveformen anvendes på mange uddannelsesniveauer og i forhold til både tekniske,
intellektuelle, interpersonelle og sociale færdigheder og viden. Studiebesøgene viste, at det er
mest almindeligt, at prøveformen anvendes i første del af uddannelsen.
Ved OSCE prøveformen vil der være en række ”stationer”, hvis varighed oftest er af 5­10
min. På hver station skal den studerende udføre en færdighed, som bliver bedømt af en og
samme eksaminator ud fra et standardiseret skema. Formålet er, at alle studerende får samme
opgave og bliver bedømt efter samme kriterier. Præstationen analyseres ned i mindste detalje.
Derfor er det muligt at registrere om den studerende ”gør eller gør ikke” det korrekt. Skemaet
udfyldes kontinuerligt under eksamensforløbet. Prøvens indholdsvaliditet sikres ved at
kombinere 18­20 stationer, således at eksamen i sit indhold og sin sammensætning er afstemt
i forhold til det, man vil teste med prøven (Balslev m.fl. 2000, Newble 2000, Lindebo &
Aspegren 2004, Wass 2001, Miller 1990).
I sygeplejerskeuddannelsen i Dundee og Stockholm blev prøveformen praktiseret i
begyndelsen af uddannelsen og i forhold til fortrinsvis tekniske færdigheder i metoderum eller
færdighedscenter. På Karolinska i Stockholm blev den studerendes præstation bedømt på
baggrund af praktiske udførelseskriterier og videnskriterier. På The Clinical Skills Centre i
Dundee blev kun den praktiske udførelse bedømt. Det var en færdighedsprøve uden faglig
begrundelse for handlinger og hvor det er et ubegrundet handlerepertoire af afgrænsede
kliniske færdigheder uden indfangelse af eventuelle akademiske kompetencer (Mortensen
m.fl. 2005, s.41). De øvrige OSCE inspirerede prøveformer testede på forskellige vis både de
praktiske færdigheder og den tilhørende kliniske viden.
At udarbejdet valide OSCE baserede bedømmelseskriterier er ressourcekrævende, da kravet
er, at der skal formuleres meget specifikke krav og kriterier for, hvad den studerende skal vise
af forskellig viden, handling og kompetence i prøvesituationen. Oprettelsen af stationerne
kræver en del forarbejde og ressourcer og lokalefaciliteter. På hver station skal der være en
eksaminator. Udgifter til figuranter til de forskellige stationer er afhængig af, om de er fri­
villige, eller om de skal aflønnes.
Ressourceforbruget skal ses i forhold til at prøveformen skaber ens rammer i form af opgaver
og tid for de studerende, og at mange studerende på kort tid kan testes af forholdsvis få
personer. Prøveformen er reproducerbar, herved opfylder den eksamensbekendtgørelsen og
dermed Undervisningsministeriets krav til kliniske prøver. (Mortensen m.fl. 2005 s. 10).
­ 3 ­