Folkesundhed som politik - Aarhus Universitetsforlag

Der var dog ikke enighed om initiativerne i Sverige. Det moderate medlem
af folkhälsokommittén, Leif Carlsson,kom med løsningsforslag,der lignede
dem, Preben Rudiengaard havde fremført i Danmark. Han mente, at
man ville opnå „en bra folkhälsa när besluten ligger hos den enskilde och
det allmännas insats ligger i att ge individen möjlighet att ta besluten själv“. 77
Hvad der lå i at give denne mulighed, er ikke klart; dvs. om argumentet var
for ikke-indblanding eller for at give den enkelte øgede ressourcer til selv at
handle. Forventningen var tilsyneladende, at folk ville træffe „sunde“ valg,
hvis de havde mulighed for at vælge. Carlsson var, til forskel fra Rudiengaard,ikke
specielt optaget af at reducere ulighed,men af at forbedre folkesundheden
generelt. Carlsson kritiserede endvidere forestillingen om velfærdsstatens
betydning for folkesundheden: „Den socialdemokratiska
modellen ses underförstått i betänkandet närmast som en förutsättning för
god folkhälsa,varför den bör permanentas“. 78
De fleste foranstaltninger, der blev foreslået i Sverige for at reducere uligheden
i sundhed,adskilte sig således markant fra de danske.De svenske var i
højere grad rettet mod levekårene end mod adfærden og sigtede på hele
befolkningen,ikke kun de dårligst stillede.
SAMMENFA TNING
Analysen har vist, at den sundhedspolitiske dagsorden i de sidste årtier af
1900-tallet blev sat forskelligt i Danmark og Sverige. Det gælder både med
hensyn til den måde,social ulighed i sundhed blev beskrevet og forklaret på,
og ved karakteren af de initiativer,der blev foreslået.
Da den sociale ulighed i sundhed blev formuleret som et politisk problem
i Danmark,skete det stort set uden begrundelser.Det kunne,som sagt,skyldes
enighed blandt de politiske partier.Det kunne også skyldes,at den politiske
kultur er anderledes end i Sverige, dvs.mindre omfattende betænkninger
og bemærkninger til lovforslag,som ikke indbyder til samme udfoldede
argumentation.I Sverige, hvor ulighedsbekæmpelsen mødte nogen
modstand,var begrundelserne ganske omfattende. Uligheden blev set som
et problem, ikke kun for de dårligt stillede, men for hele befolkningen.Alle
havde glæde af at leve i et demokratisk,retfærdigt samfund med et humanistisk
menneskesyn og med god sammenhængskraft,eftersom uligheden ansås
for at være en trussel mod sammenhængskraften og kunne skade alles sundhed.
Social ulighed i sundhed blev defineret forskelligt i de to lande.I Danmark
185