Folkesundhed som politik - Aarhus Universitetsforlag

kapite l 9
AUTONOMI OG LYDIGHED
– DEN MODSÆTNINGSFULDE
STYRING AF FORÆLDRE
Dette kapitel handler om politikeres og myndighedspersoners bestræbelser
på at styre forældre og børn med henblik på at forbedre gravides og børns
sundhed.Det illustrerer, at styringsbestræbelserne, i det mindste tilsyneladende,
kan være modsatrettede og rumme dobbelte budskaber. De helbredsundersøgelser
af gravide og børn, der blev indført i 1930’erne og
1940’erne (se kapitel 3) eksisterede også ved århundredets slutning. Disse
blev allerede ved deres indførelse i midten af århundredet hilst velkomne i
alle politiske lejre, og de var ved slutningen etableret som ubetingede velfærdsgoder
i både Danmark og Sverige;deres berettigelse var ikke til diskussion.
1 Der skete dog en del ændringer i helbredsundersøgelsernes indhold
og i det oplysningsmateriale, der blev uddelt i forbindelse med dem.Myndighederne
søgte at styre borgerne på nye områder som følelsesliv og sociale
relationer,og styringen udvidedes til at omfatte hele familien.Nye styringsmetoder
benyttedes,og de var forskellige afhængig af målgruppe;de, som
ikke magtede at opføre sig som myndighederne ønskede, blev genstand for
mere intensiv styring.
Udviklingen i de styringsbestræbelser, der blev artikuleret i de to lande,
bliver i dette kapitel med få undtagelser, behandlet under et, eftersom forskellene
mellem landene er små. Paralleliteten er interessant på baggrund af
de forholdsvis store forskelle, der i øvrigt kan konstateres i den overordnede
folkesundhedspolitik (se kapitel 5-7).Den skyldes sikkert,at helbredsundersøgelser
er individrettede tiltag, hvor myndighedernes hensigt er at få folk
til at handle på bestemte måder,ikke at ændre deres levekår.Den forskel,der
kunne spores i de foregående kapitler, gjaldt især, hvilket omfang samfundsmæssige
forhold blev tillagt betydning for folkesundheden, og derfor hvilket
ansvar myndighederne havde for at påvirke disse forhold.Måske var forskellene
også større i de overordnede politikformuleringer end i praksis.
217