Folkesundhed som politik - Aarhus Universitetsforlag

var både udtryk for et ønske om at gøre mere for de svage og for en opfattelse
af,at man kunne tillade sig større indblanding over for dem.
I begyndelsen af 1970’erne foreslog man i Danmark,at jordemoder- og
sundhedsplejerskebesøg og skolelægens indsats skulle ske efter behov, 121
„navnlig socialt vanskeligt stillede hjem“ 122 skulle have ekstra besøg.Skolelægerne
skulle i højere grad beskæftige sig med „de særligt truede børn“. 123
Denne opfordring til særlig opmærksomhed „over for kvinder/familier,
hvis levekår eller livsstil medfører særlige risici for mor og/eller barn“, 124
blev fastholdt i de følgende betænkninger, retningslinier mv. Man kan sige,
at man her i praksis søgte at gøre noget for at udligne sociale forskelle, selv
om det endnu ikke blev omtalt som ulighedsproblem.
Hvis de svage grupper ikke opsøgte sundhedsvæsenet, skulle sundhedsvæsenet
opsøge dem. I Danmark talte man i begyndelsen af 1970’erne om
behovet for opsøgende indsats over for dem,der ikke benyttede tilbuddene
om helbredsundersøgelser,„de såkaldte forsømmere“. 125 „Der synes således
at være et vist behov for en opsøgende virksomhed med henblik på de gravide,
der bliver borte fra helbredsundersøgelserne og som måske netop har
behov for kontrol og vejledning af læge og jordemoder“. 126 Med en lov fra
1973 blev der skabt hjemmel for denne opsøgende aktivitet. 127 I 1995 foreslog
regeringen,at myndighederne ikke skulle vente på,at de udsatte grupper
selv henvendte sig.„Formålet med ordningerne er derfor at opspore
børn og unge med fysiske, psykiske og sociale problemer, som bør have en
særlig indsats“. 128 De,der havde behov for ekstra indsats fra myndighedsside,
skulle ved opsøgende virksomhed formås at tage imod den påvirkning,som
man ikke altid kunne forvente, at de selv kunne indse, de havde behov for.
Her var det ikke autonomi og valgfrihed,der var ledestjerner i arbejdet.
I Sverige skrev man allerede i 1955,at antallet af besøg skulle være behovsbestemt,både
for gravide og børn,og at ikke kun medicinske forhold burde
indgå i behovsvurderingen. 129 I 1969 hed det, at „särskild uppmärksamhet
bör därvid ägnas de unga och ensamstående mödrarna“. 130 Behovsorienteringen
blev igen fremhævet i 1981. 131 I 1997 foreslog en betænkning,at indsatsen
over for de svageste skulle være målrettet „olika riktade stödinsatser
som är anpassade efter barns och föräldrars behov.Här har samhället ett större
ansvar för att söka upp och erbjuda stödinsatser“. 132 Det hed endvidere,at
samfundet skulle hjælpe dem, der ikke kunne „ta för sig av samhällets
utbud“. 133 Allerede i 1973 hed det,at man måtte „genom olika former av
information och utbildning nå de föräldragrupper för vilka behovet av
utbildning är särskilt stort“. 134 Myndighederne mente således også i Sverige,
235