INDHOLD INDLEDNING ...

anskues som anakronistisk overtro fra et tidligere stadie i menneskets udvikling, der
sidenhen er blevet overtrumfet af videnskab og rationalitet i den moderne civilisation.
Og som den anden den romantiske opfattelse, der ser folklore som farverig, autentisk
og naturlig. I begge forståelser omfatter folkloren de mundtlige traditioner et folk
har, men betegnelsen omfatter også populære og folkelige overleveringer –
materielle som immaterielle – og etnografer finder folklore i denne naturalistiske
forstand i samtlige kulturer verden over. Der hersker samtidig også en enighed
om at betragte folkloren som marginaliseret af moderniteten, særligt den
globaliserede medievirkeligheds tendens til at udviske nationale og lokale
forskelle.
Folklore som modsvar
Den amerikanske folklorist Richard Bauman tilbyder en anderledes forståelse af
folklorebegrebet. I hans gennemgang af folkloren som kulturelt fænomen påpeger han
især dens sociale funktion, som er at være med til at konstituere sammenhængskraft og
mindske fremmedgørelse i en verden, der foregår i et stadigt højere tempo. Folkloren er
”[…] the continuous social process of traditionalization.” 28 Bauman skriver sig således
delvist op imod såvel den rationalistiske som den romantiske forståelse af folklore som
en fortidens genre:
”There is, however, an emergent reorientation taking place among students of tradition,
away from this naturalistic view of tradition as a cultural inheritance rooted in the past and
toward an understanding of tradition as symbolically constituted in the present.” 29
For Bauman er folklore således ikke marginaliseret, snarere tværtimod. Faktisk har vi i
højere grad nu end tidligere brug for folklorens selektive, fortolkende kvaliteter som et
28 Ibid., p.32
29 Ibid., p. 31
19