INDHOLD INDLEDNING ...

Gennem videnskabeliggørelsen undergår folkloren dermed en formalisering og
afgrænsning, som ifølge Warshaver ikke ligger i folkloren selv. Således vil der ske en
afkonstekstualisering, hvor aktiviteter der oprindeligt er blevet opfattet som
sammenhængende analyseres som selvstændige fænomener. Hvad Bauman overser er
altså, at videnskabeliggørelse også har strukturelle implikationer for opfattelsen af
folklore; ved at gøre folklore til genstand for rationel viden, skabes der mulighed for at
investere uddannelse og vidensmæssig kapital i det, hvorved videnskabeliggørelsen
bliver en selvforstærkende måde at forstå folkloren som autentisk på. Denne måde
overser at den selv er med til at objektivisere folkloren, blot ikke som genstand for
forbrug, men som genstand for viden.
I modsætning hertil identificerer Warshawers tredje niveau folklore sig ikke ud fra
et autenticitetspricip, men har i stedet sat sit fokus på performativiteten, som Bauman
redegjorde for. Det tredje niveau folklore benytter selv elementer fra første og andet
niveau, men anerkender ikke – som teoretikere, der følger andet niveau folklores
tankegang – første niveau folklore som autoritativt autentisk. Derimod søger tredje
niveau i stedet selv at producere folklore med en anden refleksivitet over for sig selv
som form. Her henviser Warshaver blandt andet til postmoderne feministiske
bevægelser, der bruger andet niveau folklore ”[…] to ”reclaim” their own fenimist
representations.” 36 Folkloren legitimerer således heller ikke sig selv ved at henvise til
emancipatorisk humanisme og epistomologiske sandhedsregimer; her er folkloren blevet
til postmoderne pastiche, der kan forbruges som underholdning på linje, og i
konkurrence, med andre genreformer:
36 Ibid., p. 227
37 Ibid., p. 223
”[…] the replacement of adequacy, accuracy or truth by usefulness, saleability, efficiency or
other measures of performativity (Lyotard 1984:5) tells us that we are in the realm of the
postmodern.” 37
24