INDHOLD INDLEDNING ...

Folkloren er altså ikke så meget en autentisk aktivitet, som en ekspressiv
autenticitetsmarkør man aktivt kan tilvælge at abonnere på, også selv om
kommunikationen ikke er indskrevet i folklorens oprindelige kontekst. Folkloren
defineres her ikke ved sin mundtlighed, men i stedet ved at der eksisterer variationer af
samme fortælling i flere sociale rum på én gang. Folkloren står hermed i kontrast til
massekulturens broadcasting-model, hvor et ensartet, afrundet budskab formidles til
samtlige modtagere uden intention om interaktion. Derfor har Warshaver ikke samme
skepsis over for den medierede brug af folklore som Bauman. Han mener derimod, at
en folkloristisk fortælling kan opfattes som et tegnsystem, der giver afsenderen mulighed
for at signalere tilhørsforhold, idet den aftegner et netværk af betydninger, der danner et
referencepunkt i forhold til den kollektive bevidsthed. Samtidig beskriver Warshaver
dog også, at forsøget på at benytte folklore løsrevet fra sin kontekst kan blive opfattet
som simulacra og dermed miste sin autenticitetsværdi, hvis det fremstår, som om der
foregår en kalkuleret udnyttelse af potentialet for, at fortællingen kan opfattes som
virkelighed frem for repræsentation.
Hos Warshaver bevæger folkloren i overgangen fra andet til tredje niveau sig fra at
være et objekt for viden til at være et objekt for forbrug. Folkloren består her ikke
længere i fortællinger, der uafhængigt af individet indskriver det i et bestemt fællesskab,
men i stedet i noget individet aktivt vælger at abonnere på som et led i sin identitet.
Hermed følger en ny måde at afgrænse folkloren på, idet den ikke længere – som hos
Bauman – udelukkende defineres ud fra sin sandhedsværdi, men derimod kan siges at
være tilstede i det øjeblik, dens udtryk opnår en folkelig ræssonans og meddigtning. I det
postmoderne indgår folklore altså som en kommodificeret mulighed for selvrealisering,
men samtidig forekommer også en ahistorisering af folklorebegrebet, således at det ikke
benyttes som en konkret tradition, men traditionen i stedet udgør et arkiv af referencer,
der afleder folkloristiske fortællinger i det tredje niveau. 38
38 Ibid., p. 224
25