INDHOLD INDLEDNING ...

Der er altså et stykke hen af vejen tale om et modforhold mellem folkloren og
brandingen i den virale reklame. Tilskueren bliver faktisk mindre deltagende i en
reklame, der fungerer (fra afsenderens synspunkt, dvs. en reklame, hvor der er kohærens
mellem budskab og organisationens værdier), hvorimod der netop skabes indlevende
debat, når tilskueren ikke nødvendigvis er enig i det, der bliver fremført. Receptionen af
Dynamite Surfing er dog med til at modificere dette udsagn, idet filmens primære
målgruppe havde interesse i at forbinde sig med de værdier, filmen viste. Derfor havde
den succes med at blive opfattet som stammens taktiske respons til et reguleret og
uniformt samfund, snarere end som en kommerciel strategi, fordi den indskrev sig
meget direkte i målgruppens narrative surfer-univers som en modfortælling. Til trods
for at den virale video tilsyneladende har funktion af eskapisme, bliver det i kraft af dens
karakter af taktik dermed problematisk uden videre at overføre Larsens udsagn om
flashmobben som ideologifri til receptionen af den virale reklame. I det kommende
afsnit vil jeg i forlængelse heraf kigge på den amerikanske marxistiske litterat Frederic
Jameson’s kritik af det postmodernes æstetik, fordi den giver mig yderligere redskaber til
at afsøge, hvordan den virale reklame konstruerer sig selv som virkelighed, og dermed
også hvordan man kan forklare det her påpegede paradoks mellem på samme tid at være
eskapisme og ideologisk modfortælling.
Postmoderne nostalgi
Jeg har påvist, hvordan populærkulturelle referencer til den kollektive bevidsthed aktivt
benyttes i videoerne i forsøget på at skabe en folkloristisk resonans. Men hvor man på
den ene side kan argumentere for, at disse referencer er med til at give den virale
reklame autenticitet i forhold til modtageren, så kan man på den anden side ihukomme
mit tidligere eksempel jennifer aniston goes viral for smartwater. Her er referencerne blevet til
staffage, der peger tilbage på reklamen som indskrevet i den virale reklame i en
hyperreel gestus, mens enhver relation til virkeligheden er opgivet til fordel for et fokus
på performativitet. Et godt eksempel er, da Jenifer Aniston går hen til en mand, sparker
67