Europa for alle - AESAEC

34
1957: Med Rom-traktaten blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) udviklet til Det Europæiske
Økonomiske Fællesskab, der blev Europas første virkelige fællesmarked.
1973: Storbritannien, Irland og Danmark bliver medlemmer af Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab.
1980-1986: Grækenland (1981), Spanien (1986) og Portugal (1986) bliver medlemmer.
1990: Ved Genforeningen af DDR og Forbundsrepublikken Tyskland bliver Østtyskland
en del af EU.
1993: Med Maastricht-traktaten bliver Det Europæiske Økonomiske Fællesskab til Den Europæiske
Union. Som følge af den generelle økonomiske, politiske og sociale udvikling sammen med den
kolde krigs ophør bliver også EFTA-landene (Den Europæiske Frihandelssammenslutning) og
endda lande fra den tidligere kommunistiske organisation COMECON (Rådet for Gensidig
Økonomisk Hjælp) interesseret i fuldt medlemskab af EU. Åben over for denne udvikling –
eller som Hans Dietrich Genscher, tidl. tysk udenrigsminister, udtrykte det: „Det bedste
resultat af EU er dets udvidelse” – gennemgik EU en meget dynamisk periode med mere end
en fordobling af dets medlemsstater i løbet af 14 år.
1995: De tidligere EFTA-lande Østrig, Finland og Sverige slutter sig til EU.
2004: Ved den største udvidelse af EU bliver Malta, Cypern (den græske del af øen), de tidligere
medlemmer af COMECON – Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet – de tidligere dele af Sovjetuni-
onen – Letland, Litauen og Estland – og endelig Slovenien, eks-jugoslavisk republik, medlem-
mer.
2007: Med optagelsen af Bulgarien og Rumænien har EU i dag 27 medlemsstater.
Udvidelsen af EU er imidlertid ikke tilendebragt, da der er optagelsesforhandlinger i gang med
Kroatien, Makedonien og Tyrkiet. Det kan forventes, at andre lande på Vestbalkan vil følge efter.
Traktater og strategier
Traktater er hovedkilden til EU's love og retsgrundlaget for fælles politikker. Alle politikker, der
vedrører ældre mennesker, hviler således på traktaterne, der er middel til fremme af europæisk
integration. Her følger en oversigt over de vigtigste traktater i EU's historie:
Paris-traktaten (1951) etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Dens
hovedformål var at fjerne forskellige barrierer for handel og garantere fred og sikkerhed i
Europa.
Rom-traktaten (1957) etablerede Det Europæiske Økonomiske
Fællesmarked. Traktatens hovedsigte var at skabe et fælles indre
marked mellem medlemsstaterne. Begrebet fri bevægelighed for
varer, personer, tjenesteydelser og kapital indføres med traktaten.
Maastricht-traktaten (1992) (Officielle navn: Traktat om Den Europæiske Union. Også kaldet
Unions-traktaten). Var et stort skridt i retning af udviklingen af et europæisk fællesskab,
den grundlagde Den Europæiske Union og førte til en fælles valuta: Euroen.
Traktaten skulle etablere, hvad der almindeligvis kaldes EU's søjle-konstruktion. Denne opfattelse
opdeler EU i 3 søjler: søjle 1 De Europæiske Fællesskaber, søjle 2 Den fælles udenrigs-
og sikkerhedspolitik (FUSP) og søjle 3 Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager.
De 2 sidstnævnte søjler er mellemstatslige politikområder, hvor medlemsstaternes
magt er størst, medens EU's overnationale institutioner – Kommissionen, Europa-
Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union (Ministerrådet) – har mest indflydelse på
søjle 1.
De 3 søjler udgør tilsammen Den Europæiske Union.
Amsterdam-traktaten (1997) der betød en kraftig vægtning af medborgerskab og individuelle
rettigheder, er et forsøg på at opnå mere demokrati ved at give mere magt til EU-
Parlamentet, et specielt kapitel om beskæftigelse indføres i traktaten, begyndelsen på en