Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” - Servicestyrelsen

ekte mislykkede. Casemanager oplever generelt, at det er mislykket at tale om medicin
og symptomer på sygdom med personer, der ingen sygdomserkendelse har.
Derfor må dette emne hvile, til brugeren er klar til at tale herom. Det føles ofte som et
dilemma for casemanager, når han ser, at brugerne har det vanskeligt. Her prøver
han at være kreativ og finde andre løsninger, der kan dæmpe deres angst. Eksempelvis
har han spurgt de enkelte brugere, hvordan han kan hjælpe dem, når de får
det svært, samt hvilke erfaringer de har fra tidligere.
Mindre vellykkede forløb
Casemanager har bl.a. sammen med en brugers primære læge fået brugeren indlagt
på psykiatrisk sygehus (som tidligere refereret). Denne udskriver sig selv relativt hurtigt,
hvor casemanager og primærlæge ikke når at blive involveret. Brugeren deltager
i fællesmødet, der afholdes dagen efter for projektets brugere og medarbejdere, hvor
hun fremstår ganske veltalende og reflekteret. Brugeren giver udtryk for, at hun har
været vred på og skuffet over casemanagers rolle i indlæggelsen, men at hun godt
kan se, at hun ikke havde det så skidt som ved tidligere indlæggelser, hvilket hun
vurderer som positivt. Der aftales derefter et møde mellem den pågældende og casemanager
næste dag, hvilket senere rykkes nogle timer af brugeren på grund af en
akut sag, hvilket ikke ligner hende.
Casemanager forsøger flere gange at tage kontakt og lægger flere beskeder uden
tilbagemeldinger. Sidst på eftermiddagen kører casemanager forbi brugeren, der åbner
efter et stykke tid, hvor hun tydeligt ikke har det godt. Casemanager og bruger aftaler
i stedet at mødes nogle dage senere. Inden det aftalte møde når casemanager
at tale med dennes pårørende, der ikke kan magte situationen. En af brugerens bekendte
ringer ligeledes og fortæller, at brugeren ikke er dukket op til de aftaler, de har
haft. Flere i brugerens netværk er således bekymrede for brugerens situation. Casemanager
tager ud til den pågældende på det aftalte tidspunkt, hvor der er trukket for,
og der spilles meget høj musik, hvilket gør casemanager bekymret. Der ringes på døren,
men den åbnes ikke. Derefter forsøger casemanager at ringe på telefonen, der
heller ikke tages, så casemanager indtaler en besked om, at han står udenfor og vil
prøve igen, når musikken ikke spiller. Døren bliver pludselig åbnet, mens musikken
stadig spiller. Brugeren er ikke fuldt påklædt og hele kropsholdningen viser, at hun
har det dårligt.
Efter at casemanager er kommet ind, skrues musikken ned på casemanagers anmodning.
Casemanager forsøger at få en samtale i gang og tage fat i temaer, der er
talt om tidligere, og han fortæller samtidig at flere har været bekymrede for hende og
har ringet. Brugeren ender med at råbe til casemanager: “Hvad fanden vil hun nu?
Hvorfor blander hun sig? Så kan du fandme godt gå. Du skal fandme ikke komme her
mere - så smadrer jeg dig en. Nu vil jeg ikke være med mere! Jeg siger aftalen op.
Skrid!” Mens hun rejser sig, råber hun: “og så kan du også godt tage disse rundstykker
med”. Casemanager forsøger at forklare, hvorfor folk har ringet, men fornemmer
at det er bedst at komme afsted på nuværende tidspunkt. Han kontakter brugerens
læge på afsnittet, hvor de aftaler at afvente om brugeren møder op nogle dage senere
til en ambulant aftale. Samtidig drøfter casemanager og afsnittets læge, hvilke muligheder
der er, og det aftales, at lægen vil øge medicindosis og tilbyde, at brugeren
kan holde jul på sygehuset på det afsnit, hvor de kender hende bedst, og hvor hun
også “trives” bedst. Status for januar 2002 er, at brugeren er genindlagt (frivilligt).
Her er der således tale om i første omgang en mislykket kontakt, der eventuelt kan
hænge sammen med den forestående højtid (julen), at hun måske ikke har taget me-
118