Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” - Servicestyrelsen

så vil de ikke spare noget op.”
Det nævnte eksempel illustrerer, at et bedre kendskab til brugernes liv og vilkår
i dette tilfælde medførte, at urealistiske krav og en ledsagende dårlig relation
mellem sagsbehandler og bruger, blev undgået. Det skal pointeres, at sagsbehandlernes
vurderinger var knyttet til brugernes situation på daværende tidspunkt
– mens de fortsat boede i campingvognene - og at andre krav sandsynligvis
ville stilles til brugerne under ændrede omstændigheder. De pågældende
sagsbehandlere har således generelt ikke noget statisk billede af beboerne,
som misbrugere, til hvem der ikke kan stilles krav. Mødet med brugerne i campinglejren
over længere tid kan bibringe et mere nuanceret indtryk, både af de
enkelte brugeres begrænsninger, men også af ressourcer og tilpasningsstrategier,
som disse har vist sig ved skiftende lejligheder. Denne forståelse kan være
værdifuld i arbejdet med sociale handleplaner. (Se kap. 5 om handleplaner).
3.4 Anvendte kommunikationsformer
De kommunikationsmetoder, der anvendes i projektet, er dels baseret på sagsbehandlernes
tidligere erfaringer med en udgående arbejdsform (se kap. 6),
dels er de udviklet i samarbejdet med de opsøgende gadeplansmedarbejdere,
som er involveret i projektet, og endelig synes de at opstå i praksis, i mødet
med personer fra målgruppen udenfor lokalcentret.
Det at sagsbehandlerne befinder sig udenfor ”systemets faste rammer”, i et for
dem relativt uvant miljø, synes at give anledning til en refleksion over egen position
og fremfærd, som ser ud til at fremme en lydhørhed og opmærksomhed
overfor brugernes udsagn og holdninger, og en tendens til at afpasse eget udspil
derefter. De nye rammer om kommunikationen medfører - i hvert fald indledningsvis
– en skærpet aflytning af brugerne, og i nogle tilfælde en kommunikationsform,
der i højere grad er defineret af brugerne, end tilfældet kan være i
lokalkontorets regie.
A: ”Når man står overfor borgeren, så finder man ud af, på hvilket niveau… du
må ligesom sætte dig ind i, på hvilket niveau den borger er og ligesom prøve at
veje hele tiden: hvad kan du, hvad kan du ikke.”
B: ”Niveauet er også rent sprogmæssigt, skal man tale frit fra leveren eller hvad.
Hvilken kommunikationsform skal man bruge overfor dem. Det er meget individuelt.
Jeg bruger meget samme sprog og lidt de samme ord, som de selv bruger.
Også for at der ikke skal komme en masse misforståelser, om det nu er det
samme, vi taler om.”
B: ”Vi ved i hvert fald godt, vi ikke skal være stive”.
A: ”Nej det er ikke det normale skrankesprog, som man godt kan bruge engang
69