Dansk økonomi, forår 1996 - De Økonomiske Råd

Boks II.1 Beregning af den strukturelle saldoÆndringen i den strukturelle saldos niveau kan opfattes som et mål for den diskretionærefinanspolitik. Den beregnes somÆndring i strukturel saldo - ændring i faktisk saldo - ændring i konjunkturbidrag.Bidraget fra konjunkturen til den offentlige saldo vil alene være 0, hvis økonomiensvækstrate ligger på den langsigtede trend-vækst, eller ledigheden er lig den strukturelleledighed. Trend-vækst og strukturel ledighed kan beregnes ved forskellige metoder medsamme bagvedliggende tankegang. I praksis kan resultaterne dog variere betragteligt.Finansministeriet beregner konjunkturbidraget ved at multiplicere et mål for konjunkturledighedenmed budgettets følsomhed over for ændringer i ledigheden, jf. fodnote 2.Konjunkturledigheden beregnes som den faktiske ledighed fratrukket det beregnede niveaufor den strukturelle ledighed, jf. Finansredegørelse 93. EU's og OECD's beregninger svareri princippet til Finansministeriets, jf. OECD Economic Studies No. 24, 1995/1 og EUEuropean Economy No. 60 1995, Technical note.Den metodiske tilgangsvinkel til beregningen af niveauet for den strukturelle saldo betyder,at den bl.a. påvirkes af privatiseringer, ændringer i nettorentebetalinger og trendmæssigeændringer i arbejdsstyrken. Det kan hverken betegnes som konjunktur eller diskretionærpolitik.Renterne tages medFinanseffekter...Ændringen i den strukturelle saldo fra år til år bliver påvirket afvariationer i nettorentebetalingerne som følge af rente- og valutakursændringer.Dette er specielt et problem for lande med en storoffentlig gæld, jf. kapitel I. Det mindsker yderligere dette målsegnethed som indikator for stramningsgraden af den diskretionærefinanspolitik. Også variationer i omfanget af f.eks. privatiseringerog andre engangsindtægter eller -udgifter vil reducere denstrukturelle saldos brugbarhed som indikator.Den sidste indikator er finanseffekten, der forsøger at kvantificereeffekten af den diskretionære finanspolitik på væksten i økonomien,jf. boks II.2. Det grundlæggende princip ved beregningen affinanseffekten er, at alle ændringer i skatte- og overførselssatsersamt ændringer i offentlige investeringer, beskæftigelse og varekøbdefineres som diskretionære finanspolitiske tiltag. Derimod erændringer i saldoen som følge af f.eks. øgede indtægter i økonomieneller et stigende antal arbejdsløse en følge af de automatiskestabilisatorer.70