Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

105
39. KAPITEL
Bibelens Paabud fremtræder som Udtryk for to store
diametralt modsatte Moralopfattelser
Den Zone, i hvilken det ægteskabelige Princip behersker Livet eller
Tilværelsen, udgør som før nævnt „Det dræbende Princip''s eller „Dyreriget".
I Henhold til „Livets Bog" udgør det jordiske Menneske, paa
Udviklingsstigen, den sidste Art af Væsener indenfor nævnte Rige og
er derfor som „Dyr" betragtet det mest degenererede. Det vil igen sige,
at dets harmoniske Tilpasningsevne til Dyrerigets Love paa en Masse
Felter er meget svækket.
Hvad er da Dyrerigets Love? — Vi har lige berørt, at Dyreriget var
Alkærlighedens „Fosterzone", hvilket vil sige Begynderzone. Denne
Zone kan derfor kun være Udtryk for et Stadium, hvor den endnu
kun kan give sig Udslag i Begær efter at elske —ikke alle Væsener —
men allerhøjest kun eet Væsen omtrent som sig selv, altsaa det samme
som den tidligere omtalte „Forelskelse".
Da ,,Forelskelse" fordrer Gensidighed, vil dette altsaa sige, at Alkærligheden
paa dette Stadium endnu ikke er blevet til Kærlighed,
men fremtræder derimod som „Egoisme". Den er endnu saa spæd i sin
Kraft, at den kun kan komme i Aktivitet der, hvor dens Lys rammer
blanke „spejlreflekterende Punkter", der kan kaste dens Lys tilbage til
dets Udspring eller Ophav. Den Vekselvirkning, der her opstaar, er det
samme som det, vi kalder „Et lykkeligt Ægteskab". Dens Flamme eller
Lys er endnu saa sparsomt, at der kun ved Opsummering af det tilbagekastede
Lys kan opstaa effektiv Varme, den Varme, der lige akkurat
kan befordre et Ægteskab.
Saadanne „spejlreflekterende Punkter" er det samme som Væsener
af modsat Køn. Desto mere Væsenerne er fjernede fra dette Køn, desto
mindre Refleks og derfor tilsvarende mindre Lys, mindre Varme. Ja,
der kan endog herske ligefrem Kulde mellem Væsener af samme Køn.
Og da Dyrerigets Væsener netop fremtræder i to store Grupper: specielle
Hankøns væsener og specielle Hunkøns væsener, bliver der saaledes
to store Omraader eller Felter indenfor Dyrerigets Mentalitet, hvor
Alkærlighedens Lys ikke kan komme til Aktivitet nemlig indenfor
Omraadet af de to forskellige Gruppers eget Køn. Væsener af samme
Køn kan ikke elske hinanden. De er af Naturen kun udstyret med
sympatiske Anlæg for det modsatte Køn. Alkærlighed i virkelig bogstavelig
Forstand vil i det nævnte store, specielt i Han- og Hunkøn
inddelte, Omraade, kun kunne opfattes som unaturlig, som abnorm, som
Perversitet. Nævnte Omraade har sine Grundlove, der indenfor det
jordiske Menneske, der endnu enten maa være et Han- eller Hunkøns-