Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

91
Forelskelse. Dette vil åltsaa igen sige, at „Forelskelsen" gør det til en
Livsbetingelse — ikke at elske sin Gud over alle Ting eller sin Næste
som sig selv, ikke at „elske hverandre" — men derimod dette, kun at
elske siger og skriver — eet eneste Væsen, nemlig det, som er det udløsende
Moment for Forelskelsen. Dets Selvopholdelsesdrift, Opretholdelsen
af dets Sindsligevægt og naturlige Glæde ved Tilværelsen fordrer,
at det bekæmper alt, hvad der kan være en Hindring for dets
Opnaaelse af dette andet Væsens gensidige Forelskelse. Dette vil atter
sige, at Forelskelsen skaber Had til Personer og Ting, der kan modarbejde
eller forhindre nævnte Opnaaelse. Den stimulerer Skabelsen af
„Ejendomsret" over dette andet Væsen, og skaber dermed den dybeste
udløsende Aarsag til alt, hvad der kommer ind under Begrebet „Det
Onde". Den skaber en Zone i Tilværelsen, hvor Skinsyge, Had, Hævn,
Mord og Drab er livsbetingende Egenskaber dikteret af Selvopholdelsesdriften
for at bevare den livsbetingende Mage for dens Ophav som
dettes, absolut for andre urørlige, Ejendom.
At denne mentale Indstilling af Bevidstheden ikke indskrænker
sig til kun at gælde Ægtemagen, er naturligvis en Selvfølge, den maa
ogsaa nødvendigvis komme til at gælde Genstande eller Ting, der kan
være medvirkende Midler til at opretholde eller hævde den „Forelskede'^
Overlegenhed overfor Rivalerne. Og dette er Grunden til, at
Verden i Dag regeres af Penge, og at dette udløser sig i Krige, Mord,
Drab, Lemlæstelse, Røveri og Bedrageri. Verdens Mennesker nedtramper
skaanselsløst hverandre i Jaget efter Forelskelsens Tilfredsstillelse
og efter den for denne Tilfredsstillelse begunstigende Magt og Godsbesiddelse.
Denne Zone udgør i den samlede Verdensplan det sande
„Dyrerige".
Nu vil man maaske hævde, at Mennesket dog er noget andet. Men
det er kun til en vis Grad rigtigt. At det er et „Pattedyr", kan dog ikke
bortforklares. Det har ganske vist nogle begyndende mentale Egenskaber,
der underminerer de dyriske Tendenser, som jeg senere skal
komme tilbage til. Men at det endnu i stor Udstrækning besættes af
Forelskelse, at Parringsprincippet og Ejendomsretten over Ægtemagen
endnu for mange Mennesker er en Livsbetingelse, kan heller ikke bestrides.
Det sørger over Ægtmandens Svigten. Dets Moral og Religion
udtrykker endnu Ejendomsretten over Ægtemagen som selvfølgelig,
forsvarer det som naturligt at føle Skinsyge, at blive vred over Utroskab.
Biblens Udtryk „Du skal ikke bedrive Hor" er heller ikke modarbejdende
dette. Og dog er der et stort Omraade i Biblen, der peger
i en hel anden Retning. Hvad mener man blandt andet om de store
Bud „Elsker hverandre" — „Du skal ikke ihjelslaa", — „hævner eder
ikke selv i Elskelige; jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth", — „Saligt
er det at give hellere end at tage", — „Det et Menneske saar, det skal
det høste"? — Er det ikke let at se, at disse evige Ord er affødte af