Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

161
stadig holdt en Udvej aaben, ad hvilken de formentlig kunde komme
tilbage til Lykken, og i hvilken Udvej de saaledes saa en Befrielse
og dermed midlertidig fandt fuld Beroligelse og aandelig Ligevægt.
Da „Keruberne", „Profeterne" eller „Præsterne" saaledes repræsenterede
denne Udvej, maatte de ganske selvfølgelig blive Genstand for
Individernes højeste Agtelse og Respekt. Igennem dem alene fik de
Udsyn til det formentlige højeste eksisterende, til „Gud" eller „Guderne".
De var Mellemledet mellem dem og det højeste Forsyn. De
var „hellige" Mænd.
62. KAPITEL
„Forlorne Forældre" og „den forlorne Søn"
Og hvorledes blev saa disse „hellige" Mænds Førelse? — Den blev
lige akkurat en til disse Naturmenneskers primitive Opfattelsesevne
saadan tilpasset Fortolkning af Livets Mening, at den kunde tilfredsstille
det, disse Væsener foreløbig var i Stand til at føle af Begær efter
Viden om Livets Logik eller Hensigtsmæssighed. At denne Fortolkning
ustandseligt maatte ændres er jo en given Sag, idet „Syndefaldet"s
Virkninger eller Erfaringer jo efterhaanden taarnede sig op, og en
saadan Berigelse af Erfaringer ikke kunde finde Sted uden netop i tilsvarende
Grad at berige Individet med Kvalifikationer til at forstaa
eller modtage en tilsvarende dybere teoretisk Vejledning eller Undervisning
i Livets Analyser.
Menneskeheden er saaledes i sin Helhed under en aandelig Vækst.
Denne Vækst gaar igen som en Repetition hos det enkelte Individ i
Form af dets aandelige Forvandling fra dets Fødsel til dets Modenheds
Indtræden. Og det lille Barns Spørgsmaal kan ikke besvares paa
samme Maade som det voksne Menneskes om den samme Ting, ligesom
det ogsaa er en Kendsgerning, at det lille Barns Spørgsmaal i Reglen
gælder Sider ved Livet, som den voksne forlængst har faaet Rede paa.
Der foregaar saaledes en Forvandling i Mentalitetens Spørgenatur fra
Individets Barnetilstand, til det naar Skelsaar og Alder. Og det er Tilpasningen
af Besvarelserne eller Tilfredsstillelsen af denne voksende
Spørgenatur, vi kender som „Opdragelse".
Og ligesom ethvert Barn maa være underkastet Opdragelse for at
faa sin medfødte Natur under Kultur, saaledes maa ogsaa ethvert voksent
Menneske være underkastet en „Opdragelse" for at faa den ved
dets Børneopdragelse opnaaede Kulturstandard endnu mere højnet
eller udviklet. I det første Tilfælde befordres Opdragelsen normalt af
Forældrene, medens den i sidste Tilfælde overgaar til at befordres af
11