Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

86
til at „tale i andre Tungemaal", fik Saulus til at blive en Paulus og
skabte Buddha, Jesus og Muhamed om til Verdensgenløsere.
Idet den gryende Intelligens, den megen materielle Viden saaledes
til at begynde med blænder Individet og dermed for en Tid lader det
være i en ubevidst Blindhed angaaende selve Guddomsproblemet, er
det rigtigt, at Naturmennesket paa en Maade er nærmere Guddommen
end „Professoren", eller naar Kristus siger: „Salige er de fattige i
Aanden, thi Himmeriges Rige er deres". Den enfoldige eller fattige i
Aanden har lettere ved, paa Basis af andres Beretning, at leve i god
Tro paa et Forsyns Eksistens end Videnskabsmanden med sin megen
Viden om Størrelsesforhold, Tid og Rum, Hastigheder og Maal, som
han endnu ikke i mindste Maade kan identificere eller bruge som
Bevismateriale for Liv, og derfor maa nøjes med at kalde det hele
„Naturen". Og dette er Grunden til, at Begrebet „Naturen" i Virkeligheden
endnu for et stort Omraades Vedkommende kun er et dødt
og koldt Problem, en Slags mentalt „Pulterkammer", i hvilket han til
syvende og sidst alligevel maa kaste alt det ind i, han ikke forstaar.
Men, som jeg før bemærkede, er denne Tilstand kun rent midlertidig.
Ligesom vi ikke pludselig kan komme fra et meget stort og natsort-
Mørke ind i Dagens klare Lys uden at blive blændet, saaledes kan
vi heller ikke her pludselig komme fra en mørk og primitiv Naturtilstand
til en stærk intellektuel Tilstand uden at blive blændet.
Nævnte intellektuelle Tilstand, den megen ny Viden eller Videnskab,
den ny Bevidsthedstilstand, der i sin første Instans netop kun er
baseret paa Vished om materielle Forhold eller Detailler, optager
naturligvis til at begynde med det herfor modtagelige Sind saa helt og
holdent og er en saa overordentlig fuldkommen Kontrast til det samme
Individs tidligere fundamentale Bevidsthedstilstand, der kun var baseret
paa Troen paa Dogmer, Troen paa religiøse Forteelser, Troen paa
Realiteter, som ikke kan blive til Viden gennem materielle Størrelsesbegreber
og Tal, at denne sidste Bevidsthedstilstand helt fortrænges
som uvirkelig, forældet, barnlig eller naiv. At føle absolut Vished bag
sin Tanke er en saa stor Nydelse, er en saa stor inspirations-, energi- og
glædevækkende Faktor, at Individet her har fundet et andet Møde
med Paradiset. Dette Paradis udgør altsaa det samme som det, vi i
Dag kalder ,,Den moderne Videnskab", og alle dets Indbyggere eller
Beboere omfatter alle saadanne Personer, der mere eller mindre har
forladt deres „Barnetro" eller Troen paa al Religion, Personer, der
hovedsagelig kun erkender absolut materiel Haandgribelighed. Dette
Paradis' Atmosfære eller Glorie udgør i den daglige Tilværelse det
samme som det, vi kalder „Materialisme" eller „Irreligiøsitet". „Irreligiøsitet"
er saaledes den Blændethed, der opstaar, naar Individets
Skæbne bevirker dets Møde med den begyndende intellektuelle Tilstand.
Denne Tilstand er nødsaget til i sin første Instans at være fysisk,