Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

186
kunne holde disse i Skak kunde Lykken forblive uforstyrret. Og det
bedste, simpleste og mest primitive Middel i denne Albuen sig frem
imod Lykken, som derfor ikke behøvede særligt indviklede, intelligensmæssige
Funktioner, blev naturligvis slet og ret dette, saavidt
muligt, at udrydde de konkurrerende Medvæsener, Medbejlerne til
Lykken og Overlegenheden. Kun den, der kunde udrydde, baste eller
binde sine Medvæsener, kunde blive Lykkens Pamfilius, kun han var
i Virkeligheden en fysisk fri Mand, som alle de undertvungne maatte
være Slaver eller Trælle for.
Da den eneste Vej bort fra Trældom, bort fra Slaveri og Undertrykkelse,
bort fra Forfølgelse, Nedværdigelse og Død saaledes udelukkende
var Tilegnelsen af Magtoverlegenhed, var det ikke saa mærkeligt,
at denne blev den altovervejende Idealisme, blev Gudsdyrkelse,
blev Religion, blev „Keruberne"s højeste Lovbud og Anvisning paa
Vejen til „Himlen'', til „Valhal". Og det er givet, at en saadan Religiøsitet
umuligt kunde undgaa at give Udslag i Ofring af nogle af de undertrykte,
Slaverne eller Trællene. Man maatte give „Guddommen" noget
af det erobrede Bytte. Hvordan skulde man ellers udtrykke sin Erkendtlighed?
— Og Datidens sande højeste religiøse Kultus blev en blodig
Festrus i Mord, Drab og Martring af de undertvungne til Ære for en
Guddom, der naturligvis udelukkende kun kunde tænkes at have Sympati
for de sejrende Triumfatorer, og al mulig Foragt, Antipati og
Blodtørst overfor de undertvungne eller underlegne, „Svæklingene" i
fysisk Magtudfoldelse og Kamppræstation. Man var jo dog nødt til,
tankemæssigt, at gøre Guddommen kulminerende i de Idealer og moralske
Opfattelser, man selv var besjælet af og kun var i Stand til at
opfatte som de højeste. Hvorledes skulde man ellers opfatte ham? —
At tænke sig ham anderledes vilde jo være at stille ham analogt med
de undertrykte Slaver og Trælle, med „Svæklingene" eller de mindre
kampdygtige, hvorved man uundgaaeligt maatte komme til at gøre
sig selv til Skamme, blive ribbet for sin straalende „Helteglorie", miste
al Anerkendelse af og Beundring for sin egen store Kampoverlegenhed,
Mord- og Drabsdygtighed.
Men en Menneskehed, der endnu ikke kender til virkelig Retfærdighed,
endnu ikke kender til Respekt for Medvæsenernes virkelige
Ret til Livet, og hvis højeste Beundring -eller Anerkendelse absolut
kun accepterer Magt som det eneste afgørende i ethvert Tvivlsspørgsmaal,
tvinger jo hvert enkelt af sine Individer til ikke at koncentrere
sig om Ærlighed, Medlidenhed, Forstaaelse eller Tilgivelse, Selvopofring
eller Uegennytte, thi disse Egenskaber kan altsaa kun udtrykke
„Svaghed", kan kun opfattes som „Nederlag", „Tilbagetog" eller „fejg
Underkastelse" eller „given op" overfor Fjenden, i en Atmosfære eller
Zone, hvor den totale Utilgivelighed, Undertrykkelse eller Død over
Modstanderen er den formentlige højeste Vej til Guddommens Yndest.