Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

151
Som man ser, gaar man frem imod „Forbryderne" nøjagtig paa
samme Maade som mod Dyrene. Men mellem „Forbrydernets farlige
Natur og de vilde Dyrs er der jo heller ingen Forskel. Ja, det skulde
da lige være dette, at „Forbryderne" er endnu mere raffinerede, mere
kloge og snedige end Dyrene og derfor endnu mere farlige end disse.
Om ovennævnte Behandling af „Forbryderne" er human eller brutal,
er en Sag for sig. Den foreløbige Kendsgerning er denne, at det uundgaaeligt
er den Skæbne, der bliver de „dyriske" Anlægs Ophav og
Udøvere til Del. Den er uundgaaeligt de „dyriske" Tendensers Eftervirkninger
og bliver derved Livets egen første drastiske Undervisning
eller Demonstration af Princippet: „Det, et Menneske saar, skal det
høste".
At Samfundets Behandling af „Forbryderne" efterhaanden i Udviklingen
bliver mere og mere human, og at Dødsstraffene ligeledes efterhaanden
afskaffes, viser jo kun, at de „dyriske" Anlæg tager af, baade
hos de „straffende" Myndigheder og hos „Forbryderne".
Men gennem svære Straffe, gennem Fængsel og Tortur, Band og
Baal har denne „dyriske" Skæbne været det eneste, der var stærkt
nok til at kunne vække det sovende „Dyr" op af sin dræbende „Slummer"
eller „dyriske" Tilstand. Tror man Tigeren vilde blive spagfærdig
som et Lam ved en teoretisk Paavirkning, og tror man at Blodhundene
kommer til at elske Faarene blot ved en Formaning? — Men er „Forbryderen"
ikke, indenfor sit „dyriske" Omraade i Mentaliteten, identisk
med Tigeren og Blodhundene? — Er der nogen Forskel paa hans
„dyriske" Anlæg og paa de nævnte Dyrs? — At han ganske vist har
«n Side i sin Bevidsthed, hvor der begynder at spire Anlæg frem, som
gaar imod de „dyriske", forandrer ikke Princippet, saalænge de førstnævnte
Anlæg er den dominerende Manifestationsfaktor i hans Bevidsthed.
Han kan ganske vist læse Politiets Forskrifter, høre Præstens Formaninger,
men hvad Virkning tror man det vilde have paa det absolut
„dyriske" Sind, hvis ikke Erfaringerne: Dødsstraf, Fængsel og Tortur,
var den Plov, den Harve, den Tromle, der i Forvejen havde begyndt
at kultivere de i „menneskelig" Retning endnu uopdyrkede Terræner
i hans Mentalitet, de i alkærlig Retning stærkt dominerende Ørkenlandskaber
i hans Bevidsthed.
Ovennævnte ser maaske brutalt ud. Men skal der ikke „skarp Lud
til skurvede Hoveder"? — Jo mere sovende et Væsen er, desto mere
skal der til for at vække det. Og man kan vel ikke paastaa, at Dyret
ikke er „sovende" med Hensyn til Mentalitet, i Sammenligning med
det udviklede Menneske, eller det, det engang skal blive. Og er det
ikke ogsaa en Kendsgerning, at det forfinede og følsomme, højintellektuelle
Menneske i Kraft af sit omfattende Erfaringsmateriale har meget
lettere ved at forstaa, eller kan faa meget mere Udbytte af en teoretisk
Undervisning, end det primitive Naturmenneske? — I Kraft af det