Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

208
til „Dyr". Og gennem Sekler af Tid udvikler dette „Ædeprincip" sig
mere og mere. Dyret faar rigtig Mave, rigtig Mund, faar Rutine og
Erfaringer, der igen afføder Bevægelsesbegær, som igen efterhaanden
nødvendiggør Synsbegær. Og Dyrets videre Levevis bliver en Udvikling
af Bevægelsesfrihed og Synsevne. Og med Rutine heri begynder den
fysiske Verden at aabenbare sig som bevidst hjernemæssig Erkendelse.
Denne Erkendelsesfunktion bliver identisk med det vaagne bevidste
Liv, vi kender som „Dagsbevidsthed". Og med denne Dagsbevidsthedsudvikling
bliver „Dyret" gennem umaadelig mange Inkarnationer og
gennem Sekler af Tid til „det jordiske Menneske". Herfra udvikler det
sig videre til det „rigtige" eller „fuldkomne Menneske", som igen er
Opfyldelsen eller Fuldendelsen af Skabelsen af „Mennesket i Guds Billede
efter hans Lignelse".
Dette „Billede" er altsaa Maalet for det jordiske Menneskes daglige
Liv. Dets Tildragelser og Oplevelser eller hele dets Skæbne er en Forvandling
af Væsenet fra en ringe ufuldkommen og næsten bevidstløs
Tilstand til en altdominerende vaagen bevidst Erkendelse af selve Livet,
dets Love og hele Natur. En saadan Erkendelse er jo analog med
„Guds Bevidsthed". Det evige Forsyn kan ikke udgøre en død Bevidsthed,
en livløs Stofmasse, en Samling tilfældig Naturkraft, men er en
urokkelig funklende og straalende Aabenbaring af kulminerende Intellektualitet,
hvilken igen kun kan være Opfyldelsen af kulminerende
Fuldkommenhed. Men kulminerende Fuldkommenhed kan kun være
det samme som kulminerende Harmoni, der igen aldrig kan eksistere
uden at udgøre kulminerende Kærlighed. Men naar Guddommens Manifestation,
hvilket vil sige alle levende Væseners daglige samlede
Manifestation, deres indre og ydre Oplevelser og dermed al Materies,
al Stofs Vibration, Udløsning, Forvandling og Bevægelse i sin højeste
Instans er kulminerende Kærlighed, bliver Guddommens egen Erkendelse
af sit guddommelige Skaberværk: „Alt er saare godt", der jo
paa denne Maade igen bliver identisk med Livets højeste og sidste Facit,
dermed identisk med en urokkelig Kendsgerning.
Oplevelsen af denne Kendsgerning giver altsaa en Mentalitet, der
er det samme som „Guds Billede efter hans Lignelse". Og denne Mentalitets
Tilblivelse i det levende Væsens Natur er saaledes det samme
som „Adam"s Omskabelse fra „Dyr" til „Menneske".