Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

159
som det fremgaar af de tidligere Kapitler, er det denne Vandring, der
i Biblen er udtrykt som „Uddrivelsen af Paradisets Have".
Grundlaget for denne „Uddrivelse" var altsaa „Syndefaldet". Dette
var det samme som „Nydelsen af Kundskabets Træ paa godt og ondt".
Denne „Nydelse" var igen Dyrets vaagnende Nysgerrighed og Interesse
for Ting, som ikke hørte Opfyldelsen af Dyrerigets egentlige Love til,
en vaagnende Interesse for Ting, som ikke var absolut livsbetingende.
Men en saadan vaagnende Interesse og den efterhaanden heraf affødte
Beskæftigelse med Ting, som ikke hørte med til dets Livsfornødenheder,
maatte nødvendigvis skabe tilsvarende tilbagevendende nye Virkninger
eller Erfaringer, der afveg fra dets oprindelige tilvante. Der
begyndte at opstaa en helt ny Art Oplevelse og Mentalitet i „Dyret"s
Fremtræden. Det begyndte dermed at afvige fra „Dyret" i Renkultur.
Det begyndte at maatte ofre noget af den samlede Livskraft eller Energi,
som oprindelig kun var beregnet paa Opfyldelsen af de „dyriske"
Love, til Ting, som strengt taget ikke vedkom „Dyreriget". Det kom
derved til at afvige fra de Væsener, der i denne Spiral endnu var i en
hundrede Procents „dyrisk" Tilstand.
Da de førstnævnte Væsener jo ikke havde saa megen Energi til
Raadighed for deres „dyriske" eller normale Tilstand, som de sidstnævnte
Væsener, blev de, i Forhold til disse hundrede Procents „dyriske"
Væsener, mere og mere til rene Svæklinge. Den „dyriske" Tilstand
degenererede i deres Mentalitet og Legemskultur. Men denne
Degeneration skete jo ikke pludselig, men gennem lange Tider og kun
gennem en umaadelig Række af Inkarnationer eller Genfødsler. Og
det er i denne Række af Inkarnationer, at „Dyret" viser sig som
identisk med det jordiske Menneske. Nævnte Væsen viser sig jo
netop som udgørende et Væsen, der har en Side ved sin Mentalitet, der
ikke gaar i Retning af at opfylde de „dyriske" Love, men derimod
ligefrem er en voksende Hindring for denne Opfyldelse. Men naar
dette Væsen saaledes ikke helt kan opfylde de „dyriske" Love, kan
det heller ikke mere helt opleve den Nydelse eller Salighed, den Livsro
eller Sorgløshed, der er basert paa disse Loves Overholdelse, men maa
leve i en stadig Splittelse mellem det „dyriske" og det begyndende
„menneskelige" i dets Mentalitet. Eftervirkningerne af de Felter, hvor
det ikke overholder de „dyriske" Love, vil stadig være en Kilde til
Uro og Angst. Men denne permanente Uro og Angst er altsaa de første
Virkninger af „Syndefaldet", de første Virkninger af „Dyret"s Tilfredsstillelse
af Interesser og Begær, der ikke vedkommer „Dyreriget",
de første Virkninger af Forsømmelser af Overholdelsen af det „dyriske"
Bud: „Men af Kundskabens Træ paa godt og ondt, af det skal du ikke
æde; thi paa hvilken Dag, du æder af det, skal du dø Døden." —
Den forstærkede Uro og Angst, som begyndte at underminere det
degenererede „Dyr"s Sorgløshed, den „syndende" „Adam"s og „Eva"s