Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

87
materiel, da det er her, Individet hovedsageligt har sine Evner og sit
Erfaringsmateriale. Og efterhaanden som det saaledes mere og mere
kommer til at leve paa Kendsgerninger, bliver Tilværelsen paa Uvished
eller Tro mere og mere uholdbar, og Irreligiøsiteten indtræder.
Og Individet kommer derved nødvendigvis til at leve paa andre Facitter.
Da disse er den virkelige Videns første spæde Begyndelse, kommer
de til at afvige stærkt fra den højest udviklede troendes Facitter,
idet disse sidste udgør den virkelige Videns allerhøjeste.
Forskellen mellem den irreligiøse og den højest udviklede religiøse
er altsaa den, at den første eksisterer paa den virkelige Videns
første eller spæde Facitter som Kendsgerninger, medens den sidste
lever paa den virkelige Videns højeste Facitter som Tro. Saa her bliver
Jesu Ord om „de fattige i Aanden" ogsaa til Kendsgerning. Den Enfoldige
eller „fattige i Aanden" lever i Troen paa Livets virkelige Facitter,
i Troen paa et virkeligt levende Væsen bag alle Ting, i Troen paa
Udødelighed og en hjælpende Almagt. Den begyndende Intellektuelle
har derimod, ved sit opstaaende Begær efter Viden, i tilsvarende Grad
mistet Evnen til at tro. Og da hans Viden endnu kun er i sin allerførste
spæde Begyndelse, kan han ikke tilegne sig Viden paa Livets
allerhøjeste Felter, i hvilke de højeste religiøse og evige Facitter
netop forekommer. I Henhold hertil maa han saaledes nødvendigvis
tabe al Føling med disse Facitter. I Stedet for har han altsaa den
begyndende materielle Viden. Men denne omfatter jo rent primitive,
fysiske Detailler og Omraader, og giver, som Læserne allerede ved,
kun Facitter, der er identiske med Størrelsesbegreber, hvilket vil sige
Maal, Vægt, Tid, Rum, Vibrationer og Hastigheder.
Men denne Følelse af at besidde absolut Viden, selv om den kun udgør
Kendskab til fysiske Detailler, er en saa stor Lykkesfølelse, at den,
som før omtalt, om end ubevidst for Individet selv, fuldstændig blænder
det, hvilket vil sige, at den ligefrem skaber den Opfattelse i samme
Individs Bevidsthed, at det gennem sin materielle Forskning kan iagttage
alt, kan tilegne sig Viden om alt. Da denne Opfattelse jo er ganske
forkert, idet de religiøse Facitter, som tilsammen udgør urokkelige
Analyser over Verdensaltets bærende Fundament, er baseret paa
en Viden, som kun kan tilegnes gennem en meget længere fremskreden
intellektuel Udvikling end den rent fysiske, opstaar Irreligiøsiteten.
De højeste religiøse Facitter, der jo er den virkelige Sandheds eller
Verdensgaades totale Løsning, repræsenterer saaledes et Videns- eller
Facitfelt, der kun kan befares ved Hjælp af et langt, langt større Erfaringsforraad,
end det hvoraf de rent materielle eller fysiske Afsløringer
betinges. Og i samme Grad som en Forsker netop mangler dette
større Erfarmgsforraad, hvilket nærmere betegnet hovedsageligt bestaar
af Lidelses- eller Følelseserfaringer, kan han kun opfatte al Religiøsitet
og de herunder henhørende Detailler som Overtro, Naivitet og
Uvirkelighed.