Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

237
belse af Individet fra Primitivitet til Intellektualitet. Men en permanent
Paavirkning, der er saa planmæssig, at den ufejlbarlig skaber primitive
Væsener om til intellektuelle Væsener, er jo af en saa nyttig
eller velsignelsesrig Natur, at den bliver identisk med selve Kulminationen
af al hensigtsmæssig eller planmæssig Skabelse og i alle Retninger
overtrumfer, hvad den menneskelige Hjerne formaar i Retning
af Skabelse, i Særdeleshed, da nævnte Hjerne til syvende og sidst jo
ogsaa kun kan eksistere som et Resultat af Naturens Intellektualitet
og planmæssige Skabelse.
Kan det være Logik at erkende Ophavet til al denne Intellektualitet
eller mentale Udfoldelse, denne hensigtsmæssige Skabelse for at være
noget „dødt Stof"? — Hvem tør docere en saa barnlig, primitiv og
tankeløs Erkendelse? — Hvem tør raabe det ud, at det er „de døde
Ting'', der skaber „de levende", det er „det skabte", der er „Skaberen"?
— Og lever saadanne Væsener, om end ubevidst, i Virkeligheden
ikke i Troen paa, at det er Møblerne, der er Snedkeren, og
Klæderne, der er Skrædderen? — Og lovpriser og tilbeder de samme
Væsener saaledes ikke „Døden" i Stedet for „Livet"? —
Bliver Livets eget Svar herpaa ikke kulminerende i Logik, i Fornuft,
naar det lyder, at sligt kun kan præsteres af Væsener, der endnu
har Uvidenhedens uigennemsigtige, mørke Bind for Øjnene, Væsener
der ikke kender Livets sande Udtryksmidler eller Kendetegn og derfor
i Virkeligheden ikke kender Forskel paa Liv og Død? — Og er det
ikke netop den samme mangelfulde mentale Tilstand, der faar „Daaren
til at vandre trygt der, hvor Engle ikke tør træde? ~~
91. KAPITEL
Hvorfor Videnskaben i Dag ikke er særlig tilbøjelig til at
acceptere de af de største Vise manifesterede „store Sandheder"
eller kosmiske Facitter som „Videnskab"
At det levende Væsen, der jo er modtagelig for Udvikling, modtagelig
for Oplevelse af Erfaring, ikke i al Evighed kan blive ved med
at leve i al denne Plan- og Hensigtsmæssighed, i al denne Udfoldelse
af kosmisk Fornuft eller Kulmination af Logik, Naturen afslører eller
aabenbarer omkring det, uden at det opdager den, er naturligvis en
Selvfølge. Og det levende Væsen faar da ogsaa efterhaanden større og
større Kendskab til Naturen og Livet. Og med dette Kendskab, med
denne tiltagende dybere og dybere Opdagelse af Livets Natur bliver det
selv forvandlet. Men da Væsenerne jo ikke er lige langt fremme i denne