Hent bogen LOGIK her (PDF) - AC-PC

194
for dem. Og det er denne Gene, der almindeligvis i det daglige Liv
bliver kaldt „Skæbnen".
Da det almindelige jordiske Menneske ikke har kosmisk udviklet
Bevidsthed, er Skæbnen endnu et Mysterium for samme Væsen. Og
det kommer let til, naar denne gaar det imod, at opfatte sig selv som
„Martyr", som Offer for tilfældige Naturkræfter. At dets Modgang, dets
Sorger og Lidelser, Sygdomme og Besværligheder er de yderste Konsekvenser
af dets egne tidligere manifesterede Opfyldelser af dets daværende
Ønsker og Begær, kender det ikke, ligesom det i Dag heller
ikke kender de yderste Konsekvenser af de Handlinger og Opfyldelser
af Begær, det i Dag søger udløst. Resultatet heraf bliver selvfølgelig,
at det i stor Udstrækning handler i Blinde, hvad Skæbnen angaar.
Men da Skæbnen saaledes er Virkninger af Individets tidligere mentale
Udløsninger, og disse Virkninger umuligt kan udeblive, kan samme
Væsen ligesaa umuligt undgaa at blive præget af dem. Og da Individet
ikke kan leve uden at afføde Bevægelse, og Bevægelse ikke kan
undgaa at være Aarsag til de nævnte Virkninger, kan samme Individ
saaledes ikke undgaa at befinde sig i en permanent Prægning af Skabelsen
af sine egne udløste Virkninger. Denne permanente Prægning
er „Guds Skabelse af Adam", den er Guds Førelse af det levende Væsen,
den er den levende „guddommelige Korrespondance" mellem Individet
og dets himmelske Ophav, dets guddommelige Fader og levende
Forsyn, ganske ligegyldigt om det selv føler denne Korrespondance
som „det Onde" eller „det Gode", som Medgang eller Modgang, ligegyldigt
om det i Kraft af denne er Plante, Dyr eller Menneske, ligegyldigt
om det paa samme Basis er „Forbryder", „Helgen" eller Verdens
genløser.
Det levende Væsen er saaledes hele Tiden i en evig Varetægt, hvor
dets eneste Hindring for naturlig Villieudløsning og dermed for dets
naturlige Begærs Tilfredsstillelse eller sande Lykke kun er Konsekvenserne
af dets tidligere unaturlige Villiesudløsning.
Da Individet saaledes hele Tiden uimodstaaeligt er stillet overfor
Konsekvenserne af sin tidligere udløste Fremtræden, og denne giver
det Medgang eller Modgang i dets nuværende Liv, eller er dets hele
Skæbne, maa det selvfølgeligt resultere i, at det tilsidst faar Interesse
for denne Skæbne, dens Aarsager og hele Mysterium. Denne Interesse
er igen det samme som det, vi kalder „Religiøsitet", men bliver naturligvis
først særlig dominerende eller aktuel, naar det levende Væsen er
naaet et godt Stykke frem i det jordmenneskelige Stadium, hvilket vil
sige, til et Stadium, hvor det begynder at modtage forstandsmæssig eller
teoretisk Undervisning. Denne Undervisning udgør Verdensgenløsningen.
'
Men før Individet er naaet frem til at kunne „genløses", hvilket vil
sige befries fra den Uvidenhed, i Kraft af hvilken det gør sin egen